VM i landevejscykling for amatører: Skal du til Aalborg? Så skal du til Svendborg!
Svendborg, Fyn – Glæd dig til en af årets største cykelfester, UCI Gran Fondo Svendborg, der finder sted den 8.-9. juni 2024. Dette event er åbent for alle cykelentusiaster, uanset om du er nybegynder, tidligere eliterytter, nuværende licensrytter eller supermotionist.
”I Danmarks Cykle Union har vi helt generelt en stor interesse i alle cyklingens facetter. Det er derfor en stor glæde at vi som specialforbund sammen med byer og Sport Event Denmark også kan være med til at bidrage til en god national og international cykeloplevelse for en stor gruppe motionister i alle aldre. Gran Fondo arrangementerne er også en stærk mulighed for at vi kan inddrage lokale DCU-klubber og således sikre at vores medlemmer også bliver en del af så store cykelevents. Præcis som vi også kender det fra den model vi bruger når der afvikles PostNord Danmark Rundt. Uden de mange frivillige fra de danske klubber under Danmarks Cykle Union ville det ikke være muligt for os at afvikle så store events som Gran Fondo løbene er. Vi ser frem til mødet med de mange deltagere der finder vejen til Svendborg og Aalborg for at være en del af UCI Gran Fondo,” udtaler Jesper Tikiøb, Eventchef i Danmarks Cykle Union.
Ligesom Danmarks Cykle Union ser Sport Event Denmark også frem til de to Gran Fondo-løb i Danmark:
”Danmark har været vært for nogle af de helt store cykelevents som for eksempel Tour de France-starten i 2022. Vi skal naturligvis udnytte, at vi i Danmark har skabt et så stærkt billede af vores helt særlige cykel-dna og værtsrolle, og det gør vi bl.a. også med netop disse to Gran Fondo løb, hvor det er supermotionisterne, der har hovedrollen,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.
På Fyn er traditionen for cykelevents så stærk, at øen er internationalt anerkendt som UCI Bike Region, og de fynske værter glæder sig til cykelfesten:
”Gran Fondo er en stor fejring af og en betydningsfuld støtte til Svendborgs dynamiske kultur- og idrætsmiljø. Samtidig er det er en fantastisk mulighed for at vise Svendborgs smukke omgivelser frem for alle typer af cykelentusiaster, som kan lade sig inspirere af områdets unikke natur og energi,” udtaler borgmester Bo Hansen fra Svendborg Kommune.
”Vi glæder os til at byde både danske og udenlandske cykelryttere velkommen til den sydlige del af vores cykelø, som for nyligt blev udpeget som UNESCO Geopark. På den smukke Grand Fondo-rute kan de bl.a. nyde udsynet til det sydfynske øhav, historiske slotte- og herregårde og de ikoniske læhegn af syrener, der omgiver markerne i forsommeren. Forhåbentlig kan vi inspirere deltagerne til at vende retur til Fyn med venner og familie – på cykeltur eller for at udforske øens mange andre outdoortilbud,” siger eventchef i Destination Fyn Jakob Staun.
Med kun en måned til startskuddet lyder, opfordrer vi alle interesserede til at melde sig til og tage del i denne festlige begivenhed. Uanset om du kæmper om en plads på podiet, ønsker at slå din personlige rekord, eller blot ønsker at nyde en tur sammen med venner, byder UCI Gran Fondo Svendborg velkommen til alle.
Dette er din chance for at blive en del af en større begivenhed og måske endda sikre dig en plads ved verdensmesterskaberne i Aalborg. Sæt kryds i kalenderen og vær med til at præge fællesskabet og sportens ånd på Fyn!
Eventdetaljer:
Datoer: 8.-9. juni 2024
Lokation: Svendborg, Sydfyn
Tilmeldingsfrist: 3. juni 2024 på https://www.sportstiming.dk/event/13160
Der afvikles to løb – enkeltstart og linjeløb. Enkeltstartsruten vil være helt lukket for trafik, så du kan koncentrere dig om at køre den bedste tid du har i dig. Se mere: granfondosvendborg.dk
Vær med, når Fyn bliver centrum for cykelsporten denne sommer – vi ses på vejen!
Gran Fondo Svendborg afvikles af DCU i samarbejde med Svendborg, Destination Fyn og Sport Event Denmark.