VM banecykling: Nu ruller det i Ballerup!
Præsidenten for den internationale cykleunion, UCI, David Lappartient, har netop officielt skudt VM banecykling 2024 i gang i en tætpakket Ballerup Super Arena. Frem til søndag vil nogle af verdens bedste baneryttere kæmpe om medaljer og de eftertragtede regnbuestribede jerseys.
Der er i den grad lagt op til et festligt og spændende event i arenaen de kommende dage, hvor VM banecykling afvikles med nogle af verdens bedste ryttere. Danmarks Cykel Union og partnerne bag 2024 TISSOT UCI TRACK WORLD CHAMPIONSHIP, har skabt en helt fantastisk kulisse, hvor et tusindtalligt publikum over de næste dage vil hylde deres idoler fra de tætpakkede stolerækker i Ballerup Super Arena.
UCIs præsident David Lappartient var synligt begejstret for hvad han så ved åbningsaftenen: ”banecykling er en vigtig disciplin for UCI. Ved dette mesterskab har vi den spændende duel mellem de olympiske mestre fra Paris og de forsvarende verdensmestre, som gerne vil beholde deres regnbue jerseys. UCI og Danmark har en helt særlig relation. Danmark har jo en helt speciel passion for cykling, og det ser vi også her i Ballerup. Og så har vi også meget at se frem til: Næste år er der VM i BMX og også for første gang UCI World Tour løbet Copenhagen Sprint for både kvinder og mænd - og ja, så har UCI jo også netop tildelt Danmark et VM i landevejscykling i 2029,” sagde David Lappartient efter at have erklæret mesterskabet i gang og på vej videre til aftenens mange, officielle forpligtelser med bl.a. samarbejdspartnerne fra DCU, Sport Event Denmark, Ballerup, København og Wonderful Copenhagen.
Onsdagens officielle åbningsceremoni blev ekstra festlig, da de 40 deltagende nationers flag blev præsenteret af børn og unge cykelryttere, repræsenterende flere af de danske cykelklubber under DCU.
Herefter blev flere af de danske OL og VM-medaljevindere gennem tiden, hyldet på velodromens skrå brædder, mens de dette års ryttere varmede op på rullerne i indercirklen i velodromen i Ballerup. De medaljevindere der havde muligheden for at deltage, oplevede publikums stående hyldest som en tak for at kæmpe for de danske farver gennem årene. Medaljetagerne var tidligere modtagere af VM og OL medaljer.
Frem til og med søndag er der fuldt program både sportsligt og uden for banen i blandt andet et stort expo-område, hvor der dagen igennem vil være både udstillinger, mini-oplæg og mulighed for at få en bid mad.
Med en stærk trup og store ambitioner, er der også lagt op til en fantastisk uge på banen med danskere i aktion hver dag. Sidste løb i VM-programmet bliver herrernes parløb, hvor Michael Mørkøv kører sit sidste løb for det danske landshold, inden han starter som landstræner på landevejen efter nytår. For Julie Norman Leth markerer dette verdensmesterskab også afslutningen på en imponerende karriere. Efter mange år i toppen af international banecykling med en flot medaljehøst i bagagen, vil Julie Leths sidste løb for det danske landshold blive pointløbet søndag den 20. oktober. I alt består det danske team af følgende ryttere og discipliner:
Torsdag
- Evt. holdløb finaler: Frederik Rodenberg, Carl-Frederik Bévort, Niklas Larsen og Tobias Aagaard (Reserve Rasmus Lund)
- Scratch: Tobias Aagaard
- Udskilningsløb: Ellen Hjøllund Klinge
Fredag
- 4 km individuel forfølgelsesløb: Carl-Frederik Bévort
- 1000 m på tid: Robin Skivild
- Pointløb: Niklas Larsen
- Omnium: Amalie Dideriksen
Lørdag
- Omnium: Tobias Aagaard
- Parløb: Amalie Dideriksen og Julie Norman Leth
- 3000 m individuelt forfølgelsesløb: Alberte Greve
Søndag
- Parløb: Michael Mørkøv og Niklas Larsen
- Elimination: Tobias Aagaard
- Pointløb: Julie Norman Leth
VM banecykling 2024 afvikles af Danmarks Cykle Union for UCI. De offentlige partnere er Sport Event Denmark, Ballerup Kommune, Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen