Gå til hoved-indhold

UCI World Tour cykelløb i København og på Sjælland er en realitet fra 2025

14.12.2023
  • 1 af 1
    Foto: DCU/Dan Møller
Partnerkredsen bag et UCI World Tour cykelløb i København og på Sjælland har sikret, at Danmark får et årligt cykelløb i verdensklasse. Den internationale cykelunion UCI har givet Danmarks Cykle Union løbslicens i foreløbigt tre år frem.

World Tour Copenhagen med start i Roskilde og mål i København er nu en realitet i 2025, 2026 og 2027.

UCI World Tour cykelløbet omfatter både et cykelløb for kvinder og for mænd. Her vil verdens bedste cykelryttere stille til start ved hele to professionelle løb, der med start i Roskilde indtager de sjællandske landeveje med drilsk, dansk sidevind, smukke kyststrækninger og historiske seværdigheder. Løbene slutter med en spektakulær finale, når feltet kører en udfordrende rundstrækning igennem de københavnske gader.

Formand for Danmarks Cykle Union, Morten Anderson, siger:
”Det har været en drøm i mange år at få fast plads på højeste niveau i den internationale cykelkalender, så det er en stor dag for Danmarks Cykle Union og dansk cykelsport. Tildelingen af World Tour licens og dermed retten til at afholde World Tour-løb viser, at den danske cykelkultur og det fantastiske cykelpublikum herhjemme virkelig er blevet bemærket i udlandet, og det skal vi være stolte af. Det at få verdens bedste kvinde og herreryttere til at køre på dansk grund skal også understøtte det store arbejde i klubberne og på de hjemlige hold og være med til at skabe grobund for nye talenter, så vi i fremtiden også kan fastholde dansk cykelsports utrolige succes.”

Partnerkredsen trækker nu for alvor i arbejdstøjet, hvor bl.a. ruten vil blive udformet og offentliggjort i det nye år.
Der er også lanceret en landingpage for cykeleventen på www.wtcph.com, hvor det er muligt at skrive sig op til modtagelse af nyheder fremadrettet.

Du kan læse den fulde pressemeddelelse på DETTE LINK

FAKTA OM WORLD TOUR COPENHAGEN
Den nationale partnerkreds vil nu arbejde videre med følgende koncept for cykeleventen:

  • Et tilbagevendende UCI World Tour cykelløb for kvinde- og herreryttere.
  • Et politisk topmøde, der sætter nye, ambitiøse mål for at fremme hverdagscyklismen som grøn og sund livsstil.
  • Et folkemotionscykelløb, hvor alle kan være med og opleve ruten.
  • En folkefest, hvor alle inviteres med, og hvor frivillige foreninger, erhvervsliv og organisationer inddrages og sammen skaber en cykelfest, der involverer alle cykelelskende danskere. 
Tilbage