TV 2 Sport viser de danske mesterskaber i e-cykling – en kæmpe nyhed på live-tv
Du kan følge med på TV 2 Sport fra kl. 17:00, når kvinderne kæmper om DM-titlen, og igen kl. 19:30, når mændene træder ind i den virtuelle arena.
Hvad er e-cykling?
E-cykling er en moderne og hurtigt voksende disciplin, hvor ryttere konkurrerer på en virtuel landevej via en avatar, der bevæger sig fremad i takt med deres tråd i pedalerne. Det fungerer lidt som et computerspil – men med fysisk anstrengelse.
Selvom sporten stadig er ung, har den oplevet stor vækst, særligt i Danmark. På både bredde- og eliteniveau er Danmark i verdensklasse, hvilket blev cementeret i 2023, da Bjørn Andreassen sikrede Danmark verdensmesterskabet efter en dominerende præstation.
Danmark i front – nu på landsdækkende tv
Danmarks Cykle Union har de seneste fire år arbejdet målrettet på at udvikle e-cykling. Gennem initiativer som EDDK Ligaen, den nationale liga, der allerede streames live, har e-cykling i Danmark opnået international anerkendelse fra både UCI og Zwift. Dette har nu ført til et samarbejde med TV 2 Sport.
Martin Wang Hjørngaard, udviklingskonsulent, siger:
"Det her er en kæmpe anerkendelse af vores arbejde med e-cykling. At samarbejde med Danmarks største tv-kanal er næsten surrealistisk, og vi var aldrig nået hertil uden den kerne af frivillige ildsjæle, der har knoklet for sporten. Danmark er allerede verdensførende, men denne tv-aftale kan skubbe udviklingen endnu længere – også internationalt.”
Oplev DM i e-cykling live i Herning
Vil du mærke intensiteten på nærmeste hold? DCU åbner dørene i Sportscenter Herning kl. 11:30 – og der er gratis entré! Ud over spændende mesterskabsløb kan du opleve publikumskonkurrencer, et expo-område, gode tilbud fra DCU’s partnere og fede lodtrækningspræmier.
Læs mere og følg med:
- Mere info om DM i e-cykling: Sportstiming.dk/event/15192
- DM på Facebook: fb.me/e/b9zapk6fe
De danske mesterskaber arrangeres af Danmarks Cykle Union i samarbejde med Herning Cykle Klub, eCykle Klub Danmark, Garmin Danmark, Pulsure.dk, Energidepotet.dk, Herning Kommune, Herning Idrætsråd og Sportscenter Herning.