Gå til hoved-indhold

Tobias Aagaard – sidste nominerede til Årets Cykelrytter 2024

08.12.2024
  • 1 af 1
    Foto: SWpix
Tobias Aagaard har haft en sæson ud over det sædvanlige. Tre VM-medaljer og tre EM-medaljer sikrer ham en velfortjent nominering.

Med sine fantastiske præstationer på banen er Tobias Aagaard den sidste nominerede til prisen som Årets Cykelrytter (M) 2024. Tobias’ imponerende sæson kulminerede ved VM i Ballerup Super Arena, hvor han sikrede sig tre medaljer – to af guld og én af sølv – og for alvor markerede sig som en af verdens bedste baneryttere.

Elitechef Morten Bennekou udtaler:
”Man kan roligt sige, at VM på banen i Ballerup Super Arena blev Tobias’ absolutte gennembrud som cykelrytter i verdensklasse. Tre VM-medaljer siger vist det hele! Og dermed gjorde Tobias sig også til en helt oplagt nomineret til prisen som ’Årets Cykelrytter 2024’.”

Tobias startede VM med at vinde guld i 4 km holdforfølgelsesløb med det danske 4 km-hold. Kort efter samme aften stod han igen klar til konkurrence og sikrede sig en sølvmedalje i Scratch. På mesterskabets sidste dag kronede Tobias sit VM-eventyr med endnu en guldmedalje, denne gang i udskilningsløb. Tidligere på året blev Tobias også europamester i samme disciplin, fik EM-sølv med 4 km-holdet og tog EM-bronze i Scratch.

Med sin uforglemmelige sæson er Tobias Aagaard en værdig kandidat til prisen, og sammen med de øvrige nominerede sætter han et skarpt punktum for en flot sæson for dansk cykelsport.

OM ÅRETS CYKELRYTTER
Den hæderfulde pris Årets Cykelrytter har siden 1976 været en fast tradition i dansk cykelsport og gives til de ryttere, der har leveret de mest imponerende resultater i det forgangne år. Prisen har siden 2021 været opdelt i to kategorier – én for mandlige ryttere og én for kvindelige ryttere.

De nominerede er i år udvalgt af elitechef Morten Bennekou og de danske landstrænere. Alle licenshavere under DCU har stemmeret, når vinderen skal findes blandt de nominerede.

Husk at tjekke din mail i den kommende uge, hvis du har licens under DCU. KLAR, PARAT, STEM!

Nominerede:
Årets Cykelrytter (M) 2024
- Michael Mørkøv og Niklas Larsen (OL- og VM-bronze i parløb)
- Jonas Vingegaard (2.plads i Tour de France, samlede sejre i O Gran Camiño, Tirreno-Adriatico og Polen Rundt)
- 4 km-holdet (VM-guld, EM-sølv)
- Simon Andreassen (bl.a. VM-guld MTB marathon, EM-guld XCC, EM-sølv XCO)
- Tobias Aagaard (2x VM-guld, 1x VM-sølv, EM-guld, -sølv og -bronze)

Årets Cykelrytter (K) 2024
- Amalie Dideriksen og Julie Norman Leth (VM-guld i parløb)
- Julie Norman Leth (VM-guld i parløb og pointløb)
 

Tilbage