Gå til hoved-indhold

Succesfuldt Friendly Ride: Nørrebro Cykleklub ønsker flere kvinder i sadlen og øget fokus på sikkerhed

04.04.2025
  • 1 af 1
Sidste weekend afholdt Nørrebro Cykleklub i samarbejde med os endnu et vellykket og succesfuldt Friendly Ride med godt vejr og flot fremmøde.
 

Deltagerne mødtes i ydre København, hvorfra de kørte nordpå mod Farum og tilbage mod slutdestinationen ved Copenhagen Cycling Club i Charlottenlund. Før de forventningsfulde motionister blev sendt afsted, tog klubbens forperson, Thore Davies, ordet og fortalte om klubben og dens sammenhold og indsamlingen til Carl Rosenberg, som sidste år var involveret i en alvorlig ulykke.

Thore Davies brugte også tiden på at slå et slag for kvinders deltagelse i sporten, og hvordan de kan indgå i klubben på lige fod med de mandlige medlemmer. Før begivenheden havde Nørrebro Cykleklub forsøgt at appellere til og motivere kvinder til at deltage i vores Friendly Ride – med stor succes – og flere cykelglade kvinder stod klar med deres cykler.

”Vi er meget interesserede i at få nye, kvindelige medlemmer, fordi kvinderepræsentationen i dansk cykling er for dårlig. Vi lavede derfor efterfølgende et intro-ride målrettet kvinder, og det har givet os en masse nye medlemmer,” siger Thore Davies.

Efter vores Friendly Ride har flere af detagerne ytret interesse for medlemskab. Klubben hilser nye medlemmer velkommen og er klar til at gøre mere for nybegyndere.

En hoveddagsorden i klubben er deres sikkerhedspolitik, som de også fik slået et slag for. Klubben går ikke på kompromis med sikkerheden og stræber efter at planlægge sikre ruter, ligesom den, der blev kørt i lørdags.

Dagen sluttede med croissanter, filterkaffe og hyggesnak i Copenhagen Cycling Club.

Hvis I gerne vil med på vores næste Friendly Ride, så følg med på vores hjemmeside og vores sociale medier.

Tilbage