Gå til hoved-indhold

Succesfuldt cykelløb i Svendborg kvalificerer Gran Fondo deltagere til VM i Aalborg

10.06.2024
  • 1 af 1
    Foto: Lars Kirk

UCI Gran Fondo Svendborg 2024 blev en uforglemmelig cykelfest med et deltagerfelt på 1700 starter. Løbet, som fandt sted i denne weekend, den 8.-9. juni, bød på fantastisk cykling og enestående fællesskab, hvor deltagerne også fik muligheden for at kvalificere sig til UCI Gran Fondo World Championships 2024, der afholdes i Aalborg fra den 28. august til den 1. september.

UCI Gran Fondo Svendborg var mere end blot et cykelløb. Det var en fest, hvor cykelentusiaster fra alle niveauer kunne deltage – fra tidligere eliteryttere, nuværende licensryttere og supermotionister. Det var også en fest, som ændrede karakter hen over weekenden og sluttede i et større regnvejr og haglede. På trods af det barske vej søndag, hvor flere ryttere kom kolde og våde i mål, så var deres tilbagemeldinger, at de gerne tog turen igen – specielt i bedre vejr.

”Jeg har diamanter i benene. Det var lige mit vejr! Vi har haft masser af vand, vi har haft hagl, vi har haft vind og sol. Så det var ikke for de pivede på den store klinge. Det var en fantastisk rute, og godt arrangeret,” sagde TV-kokken, Claus Holm, som cyklede Medio Fondo sammen med en gruppe venner.

”I Danmarks Cykle Union har vi en stor interesse i alle cyklingens facetter. Vi er glade for at bidrage til både nationale og internationale cykeloplevelser for ryttere i alle aldre. Blandt andet UCI Gran Fondo-arrangementerne giver os mulighed for at inddrage lokale DCU-klubber. Det sikrer, at vores klubber og deres medlemmer bliver en del af disse store cykelevents. Og uden de mange frivillige ville det ikke være muligt at afvikle så store events. Jeg er stolt af, at fællesskabet sikrer en god afvikling. Vi kunne heller ikke undvære støtten fra værtsby og Sport Event Denmark,”udtaler Jesper Tikøb, Eventchef i Danmarks Cykle Union.

I Svendborg kommer det hverken bag på Destination Fyn eller Svendborg Kommune, at cykelmotionisterne er valfartet til i forbindelse med Gran Fondo. Løbet har endnu engang været med til at understrege at Fyn er en cykelø, der er værd at rejse efter: ”Med et stort antal deltagere fra 31 forskellige lande og en anslået turismeomsætning på mere end 2 mio. kr. har Gran Fondo Qualifier i sig selv været en ganske fornuftig forretning for Svendborg. Men løbet har også været med til at plante fortællingen om Fyns fantastiske cykelterræn i endnu flere cykelmotionisters bevidsthed. Vi er sammen med Svendborg Kommune stolte over at have lagt vej til og håber, at mange er blevet inspireret til at komme retur til Fyn og Øerne for at tage en tur i sadlen enten som led i en ferie eller til et af de mange andre cykelløb, vi afvikler rundt omkring på øen. Og ja, oftest skinner solen altså på Fyn,” sagde eventchef i Destination Fyn, Jakob Staun, med et glimt i øjet.

I Sport Event Denmark var der ligeledes tilfredshed med afviklingen af UCI Gran Fondo-løbet i Svendborg: "Danmark har skabt et stærkt billede af vores særlige cykel-DNA, som vi udnytter med disse UCI Gran Fondo-løb. Her er det både supermotionister og ryttere, der har hovedrollen,"sagde Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.

UCI Gran Fondo Svendborg er en fortælling om, at cykelsporten lever i bedste velgående i Danmark. Nu ser vi frem til verdensmesterskaberne i Aalborg, hvor mange af deltagerne fra Svendborg vil kæmpe om VM-titlerne. UCI Gran Fondo Svendborg blev afviklet af Danmarks Cykle Union i samarbejde med Svendborg Kommune, Destination Fyn og Sport Event Denmark.

Fakta om UCI Gran Fondo Svendborg:

  • 1700 starter, hvoraf 259 kørte lørdagens enkeltstart.
  • Deltagere fra 31 nationer.
  • Top-25% i hver kategori kvalificerede sig til UCI Gran Fondo World Championship (VM), som afvikles i Aalborg 28. august til august til 1. september.
  • Flere end 100 frivillige sikrede en god afvikling af løbet.
  • UCI Gran Fondo Svendborg tog et lille skridt i retning af grønnere omstilling og havde derfor valgt ikke at udlevere goodie bags. Præmierne var begrænset til en buket blomster til alle vindere. For at støtte miljømæssig diversitet fik hver af de top-3 placerede en pose med blandede blomsterfrø. Deltagerne blev opfordret til at plante disse frø i deres haver for at fremme en grønnere og mere bæredygtig fremtid.
Tilbage