Stærk landevejstrio udtaget til OL
Når kvindernes linjeløb til OL i Paris skal afvikles over 158 km, bliver det med Cecilie Uttrup Ludwig, Emma Norsgaard Bjerg og Solbjørk Minke Anderson i de røde og hvide trikoter. Cecilie Uttrup Ludwig og Emma Norsgaard Bjerg er samtidig udtaget til at køre enkeltstart.
Både Cecilie Uttrup Ludwig og Emma Norsgaard Bjerg har arbejdet hårdt på at optimere deres enkeltstart inden OL.
”Vi deltager med vores to største navne, Cecilie Uttrup Ludwig og Emma Norsgaard Bjerg, som begge har arbejdet meget med deres enkeltstart. De har haft fokus på position og aerodynamik gennem længere tid, men specielt frem mod OL. Jeg tror, at begge har mulighed for at køre en god placering hjem til OL, men jeg glæder mig i første omgang til at se dem køre ved DM i Herning. Begge er på vej tilbage efter styrt tidligere på sæsonen, men i forhold til OL bliver de helt klar,” fortæller landstræner Tayeb Braikia.
Enkeltstarterne køres 27. juli, og derefter venter linjeløbet, som køres 4. august. Her får de to ryttere OL-debutanten Solbjørk Minke Anderson med på holdet.
”Solbjørk har haft en stejl udviklingskurve, som ikke synes at flade ud – endnu i hvert fald,” fortæller Tayeb Braikia om det 19-årige talent. ”Hun har gennem foråret vist, at hun er stærk på stigningerne, og senest i Volta Ciclista a Catalunya Femenina hvor hun blev nummer 6 samlet.”
Den danske landstræner er optimistisk i forhold til de chancer ved linjeløbet: ”Cecilie er vores største medaljekandidat efter den flotte 3. plads ved VM i 2023, og taktikken bygges op om hende, men løbet kan udvikle sig på flere måder. OL-formatet er anderledes end VM med færre ryttere og mindre hold, hvilket bliver til vores fordel.”
Er man i Paris under OL er der gode muligheder for at opleve de danske ryttere og vise opbakning langs ruterne. Landevejsløbene er nogle af de få konkurrencer ved OL, hvor man ikke behøver en billet for at se de danske atleter i aktion.