Gå til hoved-indhold

Shimano Young Riders Cup kom flyvende fra start

31.05.2024
  • 1 af 1
Der hang tunge skyer over den gamle flyvestation i Værløse tirsdag aften, men et ungt felt med friske ben og let tråd var klar til at bryde lydmuren, da væddeløbene på den korte flade rundstrækning blev skudt i gang.

Med lukkede øjne var det ikke let at gætte, at man blot var til et børne- og ungdomsløb på Flyvestation Værløse tirsdag aften. Hele cykelløbsspektaklet var der: En frisk speaker, livlig summen, klapsalver og tilråb fra et begejstret publikum, et virvar af kæderul og kliklyde fra gearskift og cykelsko. 175 seje børn og unge fra cykelklubberne var samlet til årets første afdeling af Shimano Young Riders Cup, hvor rytterne er niveauinddelt efter styrke og erfaring. Der blev kørt i alt fem løb fra level 1 til 5, så alle kunne være med.

Regnen udeblev heldigvis, men vinden var frisk og skabte en anstrengende langside, der gjorde udbrudsforsøg besværlige på den 1,6 kilometer lange rundstrækning. I det første af de fem løb blev feltet sprængt til atomer fra start, og en stærk duo holdt kæden stram fra start til slut og måtte afgøre slaget mellem dem.

I de resterende fire løb blev feltet nogenlunde bevaret intakt og endte to gang med vindende angreb på finaleomgangen og to gange med hæsblæsende massespurter. I fjerde løb måtte flere kameraer i spil for at afgøre kampen om andenpladsen, der blev utrolig tæt. Styrt er desværre en del af cykelsporten, og ikke alle kom helskindet gennem dagen – men de få, der måtte en tur i asfalten, viste, at cykelryttere allerede i en tidlig alder er bygget af noget helt særligt.

Young Riders Cup så dagens lys sidste sæson og havde stor succes. I år er Shimano tiltrådt som sponsor og er med til at støtte op om B&U-løbsserien. Til den første afdeling var Ordrup Cykle Club værter, og der manglede intet ved Shelter 214, hvor ryttere og publikum kunne forsyne sig. Musikken spillede, og vi glæder os til at høre koklokken ringe ud på finaleomgangene til næste afdeling af Shimano Young Riders Cup lørdag d. 22. juni, hvor Amager Cykle Ring inviterer til medrivende B&U-væddeløb.

Læs mere om Shimano Young Riders Cup #2 – Amager her

RESULTATER – TOP 3

Level 1          (15 min + 1 omgang)

1                    Marcus Ibing                                                                  CC Hillerød

2                    Frederik Rømer                                                              CK Kronborg

3                    Ludvig Alexander Bech Haupt                                       Hvidovre CK

Level 2          (20 min + 1 omgang)

1                    August Juul Rasmussen                                                  CC Hillerød

2                    Bjørn Wittchen Haaning                                                 CC Hillerød

3                    Jakob Malmqvist                                                            Ordrup CC

Level 3          (25 min + 1 omgang)

1                    Jason Willas Lund                                                          DBC Ballerup

2                    Carl Juul Zamorski                                                         ABC København

3                    Lucas Yuto Olsen                                                          Ordrup CC

Level 4          (30 min + 1 omgang)

1                    Hugo Emil Tølbøll Glavind                                             ABC København

2                    Villads Veje Opsann                                                       CC Hillerød

3                    Marie Nadal                                                                    DBC Ballerup

Level 5          (35 min + 1 omgang)

1                    Valdemar Wagner                                                          Amager Cykle Ring

2                    Luca Mathias Kueachu Vejbo                                         DBC Ballerup

3                    August Falck Riemann                                                    CC Hillerød

Tilbage