Gå til hoved-indhold

Programmet er klar, og billetsalget er åbnet til VM i Banecykling 2024

16.10.2023
  • 1 af 1
Om præcis ét år lægger Ballerup Super Arena gulv til VM i Banecykling d. 16.-20. oktober 2024, hvor både de danske og internationale cykelstjerner skal kæmpe om de prestigefyldte guldmedaljer og regnbuestriber.

Billetsalget til VM er netop åbnet, og de første 2000 billetter blev revet væk på den første time. 

Arrangementet er et tæt samarbejde mellem Ballerup Idrætsby, Ballerup Kommune, Wonderful Copenhagen, Sport Event Danmark og Danmarks Cykle Union og ifølge sidstnævnte instans kan man godt allerede nu begynde at glæde sig til en cykelfest: 

”Vi har fået det endelige program klar i denne uge, og vi er rigtig glade for at kunne give publikum i Ballerup Super Arena og de op imod 100 mio tv-seere i hele verden en stor oplevelse næste år i oktober. Der bliver nemlig mulighed for at se både spændende finaler og ikke mindst danske medaljekandidater alle dagene i Ballerup. Dansk cykling har måske aldrig stået stærkere, så derfor kan vi også godt tillade os at skrue forventningerne op til både vores danske herrer og damer”, fortæller projektleder Andreas Juul Ingvartsen fra Danmarks Cykle Union.

Hos den sportslige sektor er man også begejstret for muligheden for at køre foran hjemmepublikummet:

”Det bliver selvfølgelig en helt speciel oplevelse at kunne vise sig frem foran en forhåbentlig fyldt Ballerup Super Arena. Det er jo fantastisk at mærke entusiasmen hos det danske cykelpublikum i øjeblikket, så vi kan da forhåbentlig give lidt tilbage med godt cykelløb og medaljer næste år i Ballerup. Vi kan i hvert fald love, at vi i 2024 kommer i absolut topform, da vi både skal toppræstere til OL i Paris og efterfølgende VM på hjemmebane. 2024 bliver derfor et vanvittigt spændende år for dansk banecykling,” fortæller assistenttræner for banelandsholdet Martin Lollesgaard.

Ud over verdensklassecykling er der ifølge Andreas Juul Ingvartsen også andre ting, man kan se frem til i forbindelse med VM i Banecykling:

”Det er en unik mulighed for dansk cykling, når så stor en begivenhed kommer til Danmark. Vi har et stærkt hold i ryggen, ligesom vi samarbejder tæt med den lokale cykelklub DBC. Vi er således også allerede i fuld gang med at planlægge alt det andet, der skal være medvirkende til, at VM i Banecykling bliver en totaloplevelse både for lokale, nationale og internationale gæster med diverse side-events i samarbejde med det øvrige kulturliv i både Ballerup og København. Især eftermiddagene til VM i Banecykling vil rumme en masse familievenlige aktiviteter ud over selve cyklingen, ligesom der vil være prisvenlige pakker til familierne til netop denne del."

Med det færdige program og et år til eventstart er billetsalget netop åbnet. Programmet og billetter kan købes via den officielle hjemmeside på DETTE LINK

Tilbage