Gå til hoved-indhold

Nye træningsanbefalinger for landevejsryttere

18.12.2024
  • 1 af 1
    Foto: SWpix
DCU opdaterer træningsanbefalingerne for landevejsryttere for fjerde gang siden 2003. Målet er at sikre optimal træning i en tid, hvor træningsmønstrene er under forandring.

Danmarks Cykle Union har netop offentliggjort de reviderede træningsanbefalinger for landevejsryttere. Dette er fjerde gang siden introduktionen i 2003, at anbefalingerne bliver opdateret. De skal hjælpe rytterne med at finde den rette balance i deres træning.

Anbefalingerne giver et fagligt bud på, hvor meget en landevejsrytter (U17P, U19 og U23 M/K) bør træne for at optimere sin præstation. Med et fleksibelt spænd på +/- 10 % sikrer man plads til individuelle behov og træningspræferencer. I starten blev anbefalingerne indført for at motivere ryttere til at træne mere, men nu bruges de også til at undgå overtræning, da man i dag træner markant mere, end da man indførte træningsanbefalingerne tilbage i 2003.

De nye træningsmønstre blandt ryttere afspejler sig også i anbefalingerne. Flere rejser sydpå om vinteren for at træne, og med den stigende popularitet af gravel og forbedret sikkerhed er det blevet lettere at vedligeholde en høj træningsmængde året rundt - også i de mørke måneder.

Elitechef Morten Bennekou understreger, at træningsregistreringerne, som følger med anbefalingerne for de unge ryttere, udelukkende er til at danne overblik over og forstå rytternes præstationer. De har ingen indflydelse på udtagelser til landsholdet, da rytterne som regel arbejder tæt sammen med deres egne trænere. Landstrænerne anvender registreringerne til at forstå rytternes form og progression.

Find træningsanbefalingerne her.

Tilbage