Gå til hoved-indhold

Nye Meybo-cykler til det danske BMX-landshold

14.03.2025
Det danske BMX-landshold er klar til en spændende sæson med nye specialdesignede cykler fra Meybo. Igen i år er det Meybo og den danske distributør All In Racing, der leverer cyklerne til landsholdet – i en sæson med VM på hjemmebane i København.

For at sikre optimale forudsætninger i en sæson, der kulminerer med verdensmesterskaberne i København, har det danske BMX-landshold netop modtaget deres nye cykler fra Meybo. Meybo er en velkendt aktør i BMX-verdenen og har i flere år været en stærk samarbejdspartner for det danske landshold.

"Cyklerne overstiger igen forventningerne til, hvor fedt en Meybo kan males. Efter hvert år får jeg sagt, at den nok ikke kan blive federe, men vupti så står der et nyt design, som er endnu flottere end det gamle. Heldigvis for os er cyklerne ikke bare superflotte, men samtidig en verdensklasse-cykel med de allerbedste dele på, så vi aldrig tvivler på, at cyklen er i top! Jeg er vanvittigt glad for samarbejdet med Meybo og All In Racing, som hvert år leverer cykler i verdensklasse," siger danmarksmester og OL-deltager Malene Kejlstrup.

"Vi ved, at vores Meybo-cykler er nogle af verdens bedste cykler, og det kunne godt mærkes til den første træning. Cyklens farver matcher vores køretrøjer rigtig godt, hvilket gør det meget veludført. Jeg ser meget frem til at bringe cyklen rundt i verden og ikke mindst VM på hjemmebane," siger landsholdsrytter Magnus Dyhre.

Med Meybo-cyklerne får rytterne et godt fundament til at præstere på højeste niveau, og samarbejdet med All In Racing sikrer, at både udstyr og support er i top. Nu rettes blikket mod de kommende internationale løb – og ikke mindst VM i København, hvor de danske ryttere håber at kunne levere stærke resultater foran hjemmepublikummet.

Læs mere om VM i BMX her.

Tilbage