Gå til hoved-indhold

Ny rytter på BMX-landsholdet: Jonas Idskov slutter sig til U23-truppen

04.11.2024
  • 1 af 1
    Foto: Nico Van Dartel
Jonas Idskov, som har været en del af BMX-talenttruppen siden 2022, tager nu næste skridt i sin BMX-karriere og bliver en del af det danske landshold.

I de seneste to år har Jonas Idskov konkurreret i juniorklassen, hvor han er rejst ud til løb sammen med assisterende talenttræner Kenneth Rose. Træningen og det målrettede arbejde har båret frugt, og Jonas har gennemgået en imponerende udvikling. Jonas har en positiv indstilling og har en god evne til at omsætte træningsinput til konkrete forbedringer på banen.

I den kommende sæson bliver Jonas en del af U23-klassen på landsholdet. Målet er at etablere ham i feltet og give ham værdifuld løbserfaring, samtidig med at hans fysiske udvikling får ekstra fokus. Landstræner Klaus Bøgh ser frem til at følge Jonas’ rejse og er optimistisk omkring hans fremtidige potentiale, og så sender landstræneren også ros til assisterende talenttræner Kenneth Rose:

”Generelt ser jeg positivt på det arbejde, Kenneth laver i vores talenttrup, og de ”produkter”, der kommer igennem vores talentsystem, er bedre og bedre klædt på til at indgå i et mere elitært arbejde,” udtaler landstræner Klaus Bøgh.

Vi glæder os til at se Jonas på banen og ønsker ham held og lykke med den nye udfordring på landsholdet!

Tilbage