Gå til hoved-indhold

Ny direktør i Danmarks Cykle Union

13.03.2025
  • 1 af 1
Niels Bo Daugaard bliver ny direktør i Danmarks Cykle Union

Danmarks Cykle Union (DCU) har ansat Niels Bo Daugaard som ny direktør. Han tiltræder stillingen med øjeblikkelig virkning og får ansvaret for at lede DCU ind i en ny æra, hvor traditionerne og de stærke foreningsværdier skal kombineres med udviklingen af et moderne forbund og nye kommercielle muligheder.

Niels Bo Daugaard kommer til DCU fra en række ledende stillinger især i detailsektoren, og hans erfaring med at balancere medlemsdrevet engagement og kommerciel udvikling, bliver afgørende for DCU’s fremtidige retning. Som frivillig træner og tidligere Superliga-spiller, kommer han tillige med både den vigtige foreningsforståelse og den elitesportslige indsigt.

Formand for DCU, Morten Anderson, ser ansættelsen som en vigtig brik i DCU’s videre udvikling:
"Med Niels Bo Daugaard som ny direktør får vi en leder, der har rødder i foreningslivet og kan forene det udgangspunkt med en kommerciel udvikling. Vi står midt i en guldalder for dansk cykelsport, og opgaven er lige nu at sikre, at den succes også skaber et stærkt og bæredygtigt fundament fremadrettet. Derfor skal vi både styrke vores medlemsorganisation og skabe stærke partnerskaber, og det er jeg helt sikker på, at Niels Bo er den rette til at gøre."

Niels Bo Daugaard ser frem til at tage fat på arbejdet og understreger netop vigtigheden af at kunne favne både foreningslivet og det kommercielle, så sportens traditioner kombineres med en moderne udvikling.
Han peger på, at DCU har en unik mulighed for at skabe en ny vej, hvor de grundlæggende værdier og de nutidige krav til professionalisering går hånd i hånd.
"Jeg er begejstret for muligheden for at være med til at skabe en ny vej for DCU. Det kræver respekt for de stolte traditioner og stærke foreningsværdier at udvikle et moderne forbund og de kommercielle muligheder, der følger med. DCU skal rumme både bredde og elite, for der er netop en helt særlig styrke i fællesskabet og sammenhængskraften. Danmark har de seneste år markeret sig som en af verdens førende cykelnationer med store sportslige triumfer og en enestående fankultur, hvilket er et meget stærkt udgangspunkt, ikke kun sportsligt, men også kommercielt, for at styrke vores position og sikre en bæredygtig fremtid for dansk cykelsport," siger en forventningsfuld Niels Bo Daugaard.

Som en del af sin nye rolle vil Niels Bo Daugaard arbejde for at styrke DCU’s initiativer inden for både bredde- og elitecykling samt udvide forbundets kommercielle partnerskaber. Ambitionen er at sikre, at dansk cykling kan fastholde og udbygge sin position som en af verdens førende cykelnationer – både sportsligt og organisatorisk.

Niels Bo Daugaard tiltræder stillingen som direktør allerede mandag den. 17. marts 2025.

Tilbage