Gå til hoved-indhold

Lidl fortsætter sit engagement i cykelsporten:

24.03.2025
  • 1 af 1
    Foto: Dan Møller/PostNord Danmark Rundt
Bliver sponsor for Copenhagen Sprint og fornyer aftale med PostNord Danmark Rundt

Lidl bliver officiel sponsor for det nye World Tour-cykelløb Copenhagen Sprint, hvor blandt andre den danske sprinter Mads Pedersen fra Lidl-Trek stiller til start. Samtidig fornyer Lidl også aftalen med Danmarks største etapeløb PostNord Danmark Rundt.

Til sommer bliver Lidl officiel sponsor for det nye World Tour-cykelløb Copenhagen Sprint, hvor blandt andre den danske sprinter Mads Pedersen fra Lidl-Trek stiller til start. Samtidig fornyer Lidl aftalen med Danmarks største etapeløb PostNord Danmark Rundt. Hos PostNord Danmark Rundt og Copenhagen Sprint ser man frem til samarbejdet med en fælles ambition om at styrke cykelsporten og fremme hverdagscyklisme.

Verdens bedste cykelryttere – heriblandt danske Mads Pedersen og Emma Norsgaard - kommer til København den 21. og 22. juni, når Copenhagen Sprint løber af stablen. Lidl bliver Officiel Fresh Food Partner og vil være synlig langs ruten, der skærer gennem Sjælland og ender i København. Her vil Lidl sikre, at danske cykelfans får en god oplevelse – både på og uden for landevejen.

Senere på sommeren er Lidl endnu en gang en del af Danmarks største etapeløb, PostNord Danmark Rundt, som afvikles fra 12.-16. august med etaper i Jylland, på Fyn, Sjælland og Bornholm. Til begge løb vil Lidl blandt andet uddele frisk frugt og grønt til fremmødte cykelfans.

"Cykelsporten passer perfekt til vores værdier i Lidl. Den er tilgængelig og samler folk om fælles oplevelser. Med vores engagement i Copenhagen Sprint og PostNord Danmark Rundt ønsker vi at styrke vores brand, hylde den stolte, danske tradition inden for cykelsport og hverdagscyklisme og være med til at sprede budskabet om, at cykling er en sport for alle, uanset alder, geografi eller niveau," siger Peer Sandtner, indkøbsdirektør i Lidl Danmark.

Hos PostNord Danmark Rundt glæder man sig til igen i år at kunne byde Lidl Danmark velkommen som partner: ”Lidl har gennem sit store engagement i cykelsporten, opbygget et stærkt kendskab. Lidl er en partner, der i den grad vil cykelsport, derfor er vi stolte over at Lidl har valgt at forlænge aftalen med Danmarks Cykel Union og etapeløbet PostNord Danmark Rundt. Vi glæder os til sammen at skabe synlighed og aktivering for Lidl på turen gennem Danmark til august,” siger Ulrich Gorm Albrechtsen, Kommunikations- og Kommerciel chef, Danmarks Cykle Union.

I Copenhagen Sprint ser man frem til et stærkt samarbejde, der vil skabe værdi for alle cykelfans:
"Vi er begejstrede for at byde Lidl velkommen som Official Fresh Food Partner for Copenhagen Sprint. Lidl har i flere år støttet cykelsporten på højeste niveau og deler vores ambition om at fremme cyklisme – både som sport og som en naturlig del af hverdagen," siger Tobias Hoff, direktør i Copenhagen Sprint.

Vil være en større del af danskernes hverdag
Engagementet i cykelsporten er en naturlig forlængelse af Lidls fokus på sundhed. Som dagligvarekæde arbejder Lidl målrettet for at fremme sundere valg i hverdagen – og det er lige fra etableringen af Bælgfrugtspartnerskabet til beslutningen om at fjerne tobak og nikotin fra alle butikker inden 2028. Samtidig er Lidl gået forrest i arbejdet for at teste effekten af momsfri frugt og grønt for at se, hvordan det påvirker danskernes indkøbsvaner. Alt sammen for at gøre det nemmere at træffe sunde valg.
"Vi vil gerne være mere end en dagligvarekæde – vi vil være en del af danskernes hverdag og inspirere til sundere valg. Cykelsporten er en fantastisk platform for netop det, og vi glæder os til at være en aktiv del af disse to store cykelbegivenheder," afslutter Peer Sandtner.

Udover at være en af hovedsponsorerne på PostNord Danmark Rundt er Lidl på rekordtid blevet kendt i cykelverdenen - primært gennem sponsoratet af Lidl-Trek, hvor nogle af Danmarks største cykelstjerner – blandt andet Mads Pedersen og Mattias Skjelmose – skaber resultater på internationalt plan.

Tilbage