Gå til hoved-indhold

Kom til Friendly Ride med Stjær e-Cycling

18.03.2025
  • 1 af 1
Stjær e-Cycling afholder friendly ride den 22. marts i Skanderborg. Du kan stadig nå at komme med.

Stjær e-Cycling er en dynamisk cykelklub, der samler ryttere fra hele landet til både social rides og cykelløb – både indendørs og udendørs. Klubben er kendt for sit store engagement i e-cykling og er en fast del af Danmarksmesterskaberne i e-cykling.

Med cirka 75 medlemmer fordelt over hele landet har klubben en stærk tilstedeværelse både online og offline. Medlemmerne fungerer som holdkaptajner og managers for flere virtuelle dame- og herrehold, der konkurrerer i Bkool Ligaen, Zwift Ligaen og Zwift Racing League.

Men fællesskabet rækker også ud i den fysiske verden. Klubben mødes til store motionsløb som Hærvejsløbet, Danmarks Højeste og senest Gran Fondo Storebælt, hvor medlemmerne tester formen på landevejen.

Plads til alle – uanset niveau og baggrund

I Stjær e-Cycling er der plads til alle, uanset alder og forudsætninger. Medlemmerne spænder fra 18 til 62 år, og klubben har også ryttere med handicap – men på en hometrainer er alle lige, for her er det benene og viljen, der bestemmer.

For at gøre det lettere at prøve kræfter med e-cykling, stiller klubben hometrainers til rådighed for udlån, så nye ryttere kan teste sporten, før de investerer i eget udstyr.

Livestreaming og spændende events

Stjær e-Cycling driver flere Facebooksider og -grupper, hvor cykelfællesskabet dyrkes, og e-cykling deles med omverdenen. På Danske Pain Caves kan man følge livestreams fra de store ligaer, mens klubbens officielle Facebook-side dækker alt fra klubnyheder til Young Riders Zwift Cup og Skandinavien Youth Cup.

Den 30. marts afholder klubben et særligt event i Skanderborg Trailcenter, hvor cykelholdet "8660" og SeC kører Zwift Ligaens Four Horsemen-rute (149 km). Eventet bliver livestreamet, og interesserede er velkommen til at kigge forbi.

Kom med til Friendly Ride!

Vil du opleve fællesskabet i Stjær e-Cycling? Klubben inviterer til en hyggelig og gratis Friendly Ride, hvor alle kan være med. Tilmelding er nødvendig via dette link: Tilmeld dig her.

Tilbage