Julie Leth simply the best!
Julie Leth fik debut til VM i Ballerup Super Arena i 2010, og nu slutter hun sin karriere af i samme arena med hele to medaljer af fineste karat, guld i parløb i går og i dag VM-guld i i kvindernes pointløb
Ellevilde tilskuere oplevede et veldisponeret løb, og mens ’You are simply the best’ endnu en gang tordnede ud af højttalerne, kunne Julie Leth trille over til tribunerne og hilsen på sin familie og fans.
Julie Leth, nu dobbelt verdensmester siger: ”Jeg tror ikke rigtigt, at det er gået op for mig endnu. Man mister lidt overblikket, men jeg kunne mærke og høre på publikum, at det gik godt.”
Thomas Dalsted, cheflandstræner, bane: ”Godkendt! nej, hvor er det fantastisk. Hold kæft hvor er hun god! Vi vidste, at hvis man skal vinde guld til pointløb, skal man ud og vinde to omgange. Det var den mentalitet, vi gik ind med. Der var større navne med, og der var mange, der ville ud og tage point. Men vi havde aftalt at have is på og så vente til de andre blev trætte. Og det lykkedes til perfektion."
Johnny Lillelund, fungerende formand, DCU:
”Det er så stort, at Julie ved sit sidste VM på banen høster ikke blot én men hele to guldmedaljer. Stort, stort tillykke – godt kørt! Mit oprigtige ønske er, at hun og de øvrige danske VM-deltagere også kan inspirere de kommende generationer af danske ryttere både på banen og landevejen. Et stort og varmt tillykke skal lyde fra DCU og vores partnere.”
Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark: ”Julie Leth – you are simply the best! Endnu en gang kunne vi krone en verdensmester i Ballerup Super Arena. Lyden af publikum, der taktfast råbte Julie, var et rigtigt godt billede på, hvad store, danske resultater ved store, internationale sportevents kan. Det er – ja lidt populært sagt - guld værd. Jeg tror også godt, at jeg kan tale for hele partnerskabskredsen bag VM banecykling, når jeg siger, at vi ved dette VM i banecykling har opnået både sportslig og afviklingsmæssig succes.”
2024 Tissot UCI Track World Championships afvikles af Danmarks Cykle Union for UCI. De offentlige partnere er Sport Event Denmark, Ballerup Kommune, Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen.