Herning værter for spektakulært DM i cykling
Cykelstjernerne er i kamp om DM-titler, når danmarksmesterskaberne i landevejscykling finder sted i Herning fredag den 21. og søndag den 23. juni.
Dette års DM i landevejscykling lægger op til et seværdigt cykelløb med et stort antal deltagere – hos kvinderne bliver det et historisk stort felt. Når DM i landevejscykling 2024 skydes i gang i Herning, vil nogle af Danmarks mest prominente cykelryttere være til stede, hvilket garanterer spændende løb og cykling i verdensklasse.
På kvindesiden vil publikum kunne glæde sig til at se Cecilie Uttrup Ludwig og Emma Norsgaard Bjerg, mens herresiden byder på ryttere som Mikkel Norsgaard Bjerg, Mads Pedersen, Mattias Skjelmose og Michael Mørkøv. Det er sidste mulighed for at se de seks ryttere køre cykelløb på dansk asfalt, inden de skal repræsentere Danmark ved OL.
Der skal uddeles i alt 10 medaljesæt med tilhørende dannebrogstrikoter, når der skal findes danmarksmestre i juniorklasserne, eliteklasserne og U23-kvindeklassen.
Ruterne
Enkeltstarten fredag den 21. juni begynder kl. 13.45, når første juniorrytter kører ud på ruten. Den foregår på en flad, men teknisk rute, der starter på gågaden midt i Herning. Efter en teknisk krævende del gennem byen fortsætter ruten ud på længere, lige strækninger, der udfordrer rytternes hastighed og evner til at håndtere vindens påvirkning. Enkeltstartsruten er 26,7 km for junior herre og kvinderne og 41,3 km for herre elite.
Søndag den 23. juni finder linjeløbet sted. Løbet starter med en masterstart på 6,8 km og går derefter ud over Hernings flade hedelandskab, hvor rytterne blandt andet skal tackle Trehøje bakke. Løbet afsluttes med en rundstrækning på 13,8 km, som herre elite skal gennemføre fire gange, damefeltet 3 omgange og juniorfeltet skal køre 2 omgange.
DM-ugen
DM i landevejscykling er en del af DIF DM-ugen, som afholdes i Herning fra den 20. til 23. juni. DM-ugen samler over 40 sportsgrene og mere end 135 medaljesæt skal uddeles. Det skaber en unik atmosfære, hvor man kan opleve en bred vifte af danske elitesportsgrene samlet på ét sted. Det er tredje gang, DM-ugen afholdes, og i år er det første gang, at paracykling er med.
TV-dækning
Hvis du ikke kan være til stede i Herning, kan du følge enkeltstarten fredag den 21. juni live på DR1
DR sender således:
DR1 15.45-17.00 Cykling, enkeltstart (k)
DR2 17.30-20.00 Cykling, enkeltstart (m)
Her finder du DR’s samlede sendeplan: https://www.dr.dk/sporten/oevrig/her-er-sendeplanen-dm-ugen-2024-i-hernin
Linjeløbene søndag den 23. juni kan følges på TV2. Her sendes cykelløbene på TV 2 Sport efter denne plan:
Kl. 09.45 – 10.00 Studie
Kl. 10.00 – 13.00 DM Landevej (K)
Kl. 13.00 – 17.30 DM Landevej (H)
Kl. 17.30 – 18.00 Studie
For yderligere information om DM i landevejscykling i Herning, herunder ruter, tidsplaner og deltagere, se dmcykling.dk
Vil du vide mere om DM ugen, så kan du finde masser af information på https://www.dif.dk/dm-ugen