GFNY – LA VAUJANY uden Col de Sarenne og stadigvæk hård

Herfra går det med høj fart ned mod den første stigning. Udover stykket ned fra Vaujany til hovedvejen er det relativt udramatisk, forvent et sted mellem 40-55 km/t i snit de første 28 km, alt efter vejr og gruppe, som du ender med at sidde i. 

Sidst undertegnede kørte løbet var i 2018 under varmere forhold og i bedre form, så det var uden de store forventninger, da startskuddet lød den første søndag morgen i juli. 
Det var lettere fugtigt og omkring 14 grader i 1150 meters højde. Jeg endte med at sidde midt i det hele, hvilket ikke var ideelt. 
Tidligere startede løbet ved dæmningen nedenfor byen, hvor stigningen mod Col du Glandon starter. 
En fællesstart med overtændte motionister, som du ikke kender niveauet på, er ikke min kop te. 

Derfor tog jeg det roligt de 6 kilometer ned til dæmningen, og derfra arbejdede jeg mig op gennem de forskellige felter de næste 22 kilometer. Undervejs møder man flere sjove typer, bl.a. en dansker, som lå og stak i højre og venstre, hvorefter han på første stigning gik helt i stå og havde en sluttid på over 8 timer. Mit mål for dagen var OVERLEVELSE. 
Efter nogle år med meget lidt cykling har jeg endelig fået lidt flere kilometer i mine stænger, men ikke videre specifik træning, og den længste tur var på flade 120 kilometer, så derfor er chancen for, at jeg på dagen skal skrive testamente er relativt stor. 

Starten gjorde, at jeg brugte flere watt end tilsigtet, men det var rart at cykle et løb i bjerge igen. Dagens første stigning Col de la Morte kan bedst beskrives som en mini Alpe d'Huez, bare 1,5% lavere gennemsnit i stigningsprocent. Kører jeg det gennem Google Translate, er det løst oversat til Dødens pas. Om det har noget på sig, ved jeg ikke. 

Det er en rigtig fin stigning og i det fugtige vejr overkommelig. Det er en stigning, hvor der er mulighed for et godt flow, og jeg finder et godt leje, hvor jeg kan holde puls og watt på et acceptabelt niveau. Jeg cykler kun 7 minutter langsommere end min personlige rekord. 

Det næste stykke er en blanding af nedkørsel og små skarpe stigninger. Jeg ender med at sidde i en gruppe, hvor en del gerne vil måle dæk, hvilket altid er skønt. Jeg kan allerede mærke, at dette bliver en lang dag, men jeg skal nok komme igennem. 

Nedkørslen fra Col de La Morte er, når det ikke er tåget, enormt smuk. Der er relativt øde i bjergene bag giganterne, og vejen er god med nogle få tekniske passager, som arrangøren har skiltet godt. Man er ikke i tvivl om, at man skal passe på i nogle af de meget skarpe og blinde sving, og desværre så jeg et par stykker, som var styrtet. 

Normalt har de depot på toppen af stigningerne, men her har man valgt at placere dem i bunden før næste stigning (dog er der på toppen af Alpe d'Huez), hvilket er ganske ok. Det første depot finder man efter 75 km, og det er lige i underkanten. Hvis det havde været en varm dag, havde det helt sikkert kostet for mange. Få kilometer nede af Dødens pas begynder solen at hævde sin plads, og det begynder at blive varmere. 

Jeg tager hul på Col d'Ornon, en virkelig smuk stigning med en fantastisk nedkørsel. Ornon er 20 kilometer fra denne side og stiger med 3,1% i gennemsnit. Det er overskueligt, hvis det ikke var fordi, man allerede kan mærke, at man cykler på grænsen til krampe i det ene baglår. Det er ikke noget, jeg nogensinde har prøvet før. Jeg kan også mærke, at afstanden mellem depoterne har straffet mig. 

Selvom jeg måske har spist tilpas, har jeg ikke fået nok at drikke. Jeg kæmper mig op og er glad for, at jeg ikke er gået ind til løbet med andet end ønsket om at overleve og få glæden ved cykling tilbage. Jeg smider 10 minutter igen, men det er ok. Der er ikke meget at give af. 
Turen ned fra Ornon er fantastisk, den er sjov, smuk og tilpas teknisk. Det bliver igen varmere, og jeg er lidt spændt på, hvordan dagens hovedret i form af Alpe d'Huez bliver. 

Jeg kørte den dagen forinden i en horribel tid (for undertegnede er det alt over en time til toppen - Tour-afslutningen). De har ændret en smule på ruten i forhold til tidligere løb, hvor man cyklede over Villard-Reculas, om muligt den smukkeste vej op til Alpe d'Huez, og turen op til Sarenne og den efterfølgende tekniske nedkørsel. Men det er nok Sarenne-nedkørslen, der skyldes ændringen. 

Det skal ikke tage noget fra løbet. Den normale vej op til Alpen er strid og med mindre det regner, er den altid forbandet varm. I dag er ingen undtagelse. Der er varmt, og sved blandet med solcreme får mig til at skære grimasser, og min cykel er begyndt at drille, når jeg cykler i mit panik gear, som nok er lidt for lavt i forhold til min nuværende form (36/30). Jeg cykler på grænsen til krampe og er nu halvvejs gennem mit testamente. Jeg får noget energi ind og kæmper mig til toppen. 
Det var hårdt, ganske forfærdeligt, og tiden var horribel. Det ville være hurtigere at hoppe på tungen eller løbe på stylter, men op kommer jeg, og nedad mod Huez og Villard-Reculas. 
Det er en teknisk nedkørsel, indtil man er forbi landsbyen, og vejen åbner sig op. Herfra er der hårnålesving galore med god fart og udsyn nok til at skære sving. 

Jeg mister meget tid i mellemstykket, der er udsolgt, indhenter et par stykker på dæmningen og begynder den sidste stigning op til Vaujany. Det er en led sag på 5 kilometer og 9% i snit. Jeg kæmper mig på ren stædighed og formår at finde lidt watt i mine ben. Jeg kommer i mål, hvor min familie venter. 

Jeg er færdig. Det var sjovt, og jeg gennemførte. Formen, den kan vi arbejde på. Min hustru sagde, at det var rart at se mig være menneskelig, hvilket hun ikke mener, jeg normalt er, når jeg kaster mig ud i udfordringer på to hjul eller ben. 

Gran Fondo New York er en løbsserie, hvor man kan kvalificere sig til finalen i New York, USA. Løbet i Vaujany er velorganiseret, informationen er langt bedre end de tidligere afdelinger af løbet, jeg har deltaget i. Depoterne er fine, og der er trafikregulering og marshalls i bil og på motorcykel. Alle skal cykle i samme jersey, som er ganske fin, og det gør noget visuelt. 
Vaujany er ikke et stort løb sammenlignet med andre løb, men det er en af mine favoritter. Ruten er hård og udfordrende, men overskuelig. Det er første gang, jeg deltager i et motionsløb, hvor jeg ikke er i god form. Det var hårdt, men overskueligt. Det meste sidder i hovedet. 

Det koster mellem 65 og 120 Euro at deltage i GFNY løbene alt efter distance og placering. Jeg betalte 99 Euro en måned før, og dette inkluderer den jersey som man skal bruge på dagen. Prisen er fair, og antallet af deltagere varierer meget mellem de forskellige løb. 

Du kan bo i selve Vaujany, men der er også indkvartering i Bourg-d'Oisans for foden af Alpe d'Huez og selvfølgelig på Alpen. Vil anbefale at bo nede i dalen. Vi boede selv på Camping Belledonne, som har nogle fine mobilhomes, som man kan leje. Pladsen ligger godt, og forholdene er gode. Herfra er der uendelige muligheder for at prøve nogle af alpernes største udfordringer. Men det kan du læse om i en kommende artikel. 

Har du ikke noget at lave slut august er der endnu et GFNY løb 27 August, her er menuen Croix De Fer, Glandon og Vaujany 118 km og 4000 højdemeter.