Fransk etapeløb venter U19-landsholdet
Efter en flot sæsonstart i Omloop van Borsele kører det danske U19-landevejslandshold allerede den kommende weekend Nations Cup igen.
Landstræner Tayeb Braikia har udtaget følgende ryttere:
Alma Rasmussen (Team Nyt Syn by Fialla – U19P)
Anna Hansen (Team Rytger Carl Ras Junior)
Kamma Bergholt (Team Rytger Carl Ras Junior)
Mathilde Cramer (Team Rytger Carl Ras Junior)
"På holdet er Ida Krickau udskiftet med Kamma Bergholt [ift. Omloop van Borsele], og desværre må Emma Bertramsen blive hjemme efter sit styrt i Omloop van Borsele, da hun stadig har hovedpine," fortæller landstræneren. "Det er en stærk gruppe, hvor specielt Mathilde Cramer viste super form i sidste Nations Cup."
Ruten i det franske cykelløb bliver den samme som i 2023, så på landsholdet kender man løbet og ved, hvor hårde ruterne er.
"Afslutningen på 1. etape er på toppen af Jalabert-stigningen, hvor etapen normalt afgøres," siger Tayeb Braikia. "2. etape bliver også hård med flere stigninger, men etapen afgøres normalt i en større gruppe, hvor teamwork bliver afgørende. Igen bliver vores fokus på udvikling, men vi håber stadig på et godt resultat."
Omloop van Borsele - første podieplads i flere år
Tidligere i april kørte U19-landsholdet etapeløbet Omloop van Borsele i Holland med fin succes. Første etape var en 14 km enkeltstart, hvor vinden var så hård, at flere ryttere måtte en tur i grøften. Mathilde Cramer sluttede som bedste dansker på en godkendt 16. plads.
På anden etape skulle rytterne ud på tre omgange á 24 km med hård vind og primært smalle veje. Desværre styrtede Alma Rasmussen, Anna Hansen og Emma Bertramsen på etapen, men alle kom tilbage til feltet igen og med til mål. Med en 11. plads blev Ida Krickau bedste dansker på etapen.
Tredje og sidste etape blev kørt med en stor omgang på 43 km og herefter tre omgange på 10 km. Emma Bertramsen var desværre så mærket at sit styrt på 2. etape, at hun ikke startede på sidste etape. Der blev kørt hårdt, men de danske ryttere kæmpede flot, og i afslutningen lykkedes det Mathilde Cramer at spurte sig til en flot tredjeplads. Dermed sluttede Mathilde også som nummer tre i ungdomskonkurrencen. Mathildes podieplacering var den første af slagsen i flere år for U19-pigerne.