Forsvarende verdensmester udtaget til VM
Landstræner Michael Berling har nu udtaget seks ryttere, der skal repræsentere Danmark ved U19 VM i enkeltstart og linjeløb.
Enkeltstart:
Albert Withen Philipsen (Tscherning Cycling Academy)
Carl-Emil Just Petersen (CeramicSpeed Herning CK Junior)
Linjeløb:
Albert Withen Philipsen (Tscherning Cycling Academy)
Anton Louw Larsen (Team Uno-X - Carl Ras Roskilde Junior)
Hugo Rishøj (Tscherning Cycling Academy)
Noah Lindholm Møller Andersen (Team GRENKE - Auto Eder)
Theodor August Clemmesen (Team GRENKE - Auto Eder)
”Da vi stiller med den forsvarende verdensmester, er der naturligvis store forventninger til det danske hold," udtaler Michael Berling. "Vi kommer da også med et stærkt hold, hvor rytterne igennem hele sæsonen har vist, at de er konkurrencedygtige i terræn, der minder om VM-ruten. U19-klassen er dog ikke som tidligere en konkurrence for en lille håndfuld ryttere. Niveauet har aldrig været højere, end det er lige netop nu. Flere af vores største konkurrenter træder næste år direkte ind på World Touren, så derfor skal holdet levere 100 % på dagen, for at vi kan opnå et topresultat."
Sidste år lykkedes det for det danske U19-landshold at køre direkte i regnbuestriberne, da Albert Withen Philipsen satte konkurrenterne til vægs i Glasgow. Ambitionerne for det danske landshold er igen i år i top, men fokus er også på læringsprocessen.
"Vi stiller op med ambitioner om at køre med om topresultaterne i både enkeltstarten og landevejsløbet, men det vigtigste er fortsat processen, læringen i samarbejde og løse opgaver i holdets tjeneste, for det bliver fremtiden for de unge ryttere,” slutter landstræneren.