Første World Cup-finale til Marcus Leth
Lørdagens World Cup i franske Sarrians blev aflyst på grund af vindforholdene. Derfor blev det kun til en enkelt løbsdag for BMX-landsholdet. De tre danske ryttere, Kasper Olsson (Københavns BMX), Magnus Dyhre (Taulov BMX) og Marcus Leth (Randers BMX) var alle godt kørende på en bane, hvor rigtig mange dygtige ryttere træner til daglig.
"Kasper Olsson bliver ved med at forbedre," fortæller landstræner Klaus Bøgh Andresen. "Han ligger i en forholdsvist stor gruppe af ryttere, som kæmper om pladsen i ottendedelsfinalen. Det lykkedes desværre ikke for Kasper i søndags, og hans dag sluttede efter last chance-heatet."
Magnus Dyhre viste også gode takter søndag, da han sluttede som nr. 5 i kvartfinalen og samlet som nr. 19.
"Magnus viste endnu en gang, hvad han indeholder," udtaler landstræneren. "Jeg tror på, at der er mere at hente for Magnus, så jeg glæder mig virkelig til at se ham i de næste fire World Cup-afdelinger."
Som eneste danske U23-rytter var Marcus Leth også i aktion søndag, og det resulterede i hans allerførste World Cup-finale.
"Marcus Leth kører superstærkt i sit første år som U23-rytter," siger Klaus Bøgh Andresen. "Han kørte sig selv i sin første World Cup-finale i Sarrians. Marcus viser flot udvikling, som er meget brugbar for hans udvikling nu og her, men også på den lange bane."
Nu venter de sidste fire World Cups i Argentina i Santiago Del Estero. Her deltager Magnus Dyhre, og så er Dorte Balle (Limfjord BMX) og Malene Kejlstrup (Randers BMX) klar til at køre igen efter en skadesperiode.