Gå til hoved-indhold

EY bliver Co-hovedsponsor for de officielle Danmarksmesterskaber i gravel cykling

09.09.2024
  • 1 af 1
    @GripGrab

Søndag d. 22. september afvikler Holstebro Cykle Club Danmarksmesterskaberne på en lukket rundstrækning i Stråsø Plantage.
Sammen med Fristads, der i forvejen er sponsor for DM i gravel cykling, vil EY være med til at styrke Danmarksmesterskaberne i gravel cykling.
Samarbejdet er blandt andet synligt under løbsnavnet: DM i gravel cykling, præsenteret af EY og Fristads.

Gravel cykling er i en rivende udvikling, og der forventes mere end 500 ryttere fordelt på de mange klasser. Der ventes super stærke felter med deltagelse af professionelle ryttere fra såvel landevejen som mountainbike.

I Holstebro Cykle Club er der stor glæde over partnerskabet med EY.
Formand Michael Jørgensen: ”Vi er meget stolte over, at EY vil samarbejde med os om Danmarksmesterskaberne. Et DM er en stor og bekostelig affære for en klub som vores, og med EY som partner kan vi give de mange deltagere en endnu bedre oplevelse – og løfte eventen sportsligt."

Også EY er glade for partnerskabet.
Kristian Stidsen, partner i EY, udtaler:
"Vi har i flere år været engageret i gravelcykling med flere store events og ikke mindst vores flerårige bidrag til EY Danmarks Stafetten. Det var derfor oplagt med at indgå i et partnerskab med Holstebro Cykle Club og Danmarks Cykle Union om Danmarksmesterskaberne 2024. Vi er glade for, at vi derigennem kan støtte udviklingen af gravelcyklingen i Danmark."

For Danmarks Cykle Union er det også glædeligt med EY som sponsor for DM.
Fungerende formand Johnny Lillelund: "Med EY og Fristads som sponsorer for DM løfter vi DM og gravel cyklingen til et nyt niveau, og vi glæder os rigtig meget til samarbejdet. EY er et stort og velrenommeret firma, som uden tvivl vil kunne bidrage til yderligere udvikling af sporten til fordel for de mange aktive og Fristads har vi allerede et godt og spændende samarbejde med."

Der køres om mesterskabstitler for ryttere med ELITE m/k, U23 m/k og U19 m/k med konkurrencelicens.
Fakta om Danmarksmesterskaberne d. 22. september

  • Gravel cykling er cykling på grusveje og køres på cykler, der er stort set identiske med landevejscykler, men med noget bredere dæk.
  • DM køres på en 25 km rundstrækning. Elitekvinder kører 125 km, mens elite mænd kører 150 km. De øvrige klasser kører varierende distancer.

Starttidspunkter:
Elite mænd og U23: kl. 10.15
Elite kvinder og U23: kl. 10.17
Forventet præmieoverrækkelse for elite kl. 15.00

Se øvrige starttider samt anden info her:https://www.sportstiming.dk/event/13453

Stævneplads og parkering:
Mercantec Lystlund, Lystlundvej 8, 6990 Ulfborg

Om EY
EY arbejder med afsæt i formålet “Building a better working world” og hjælper med at skabe langsigtet værdi for kunder, medarbejdere og samfund, samt tillid til kapitalmarkederne. Arbejdet bygger på data og teknologi, og EY-teams i over 150 lande hjælper kunder med vækst, drift og transformation.
På tværs af Assurance, Consulting, Tax & Law og Strategy & Transactions, stiller EY spørgsmål, der kan give nye svar på de komplekse udfordringer verden står overfor i dag. Læs mere her: https://www.ey.com/da_dk

Om Fristads:
Fristads medvirker til at sætte fokus på gravelcykling og cross i partnerskabet med Danmarks Cykle Union. På den måde ønsker Fristads som producent af verdens første miljøvaredeklarerede arbejdstøjskollektion at italesætte sine grønne ambitioner i samspil med en sport, der udfolder sig og lever i naturens elementer. Fristads Kansas distribuerer arbejdstøjsbrandet Fristads og kollektionen Kansas i Danmark. Fristads Kansas har til huse i Odense og sælger sine produkter via webshop og forhandlernetværk.
Læs mere her: www.fristads.com

Om Holstebro Cykle Club:
Holstebro Cykle Club (HCC) blev stiftet i 1960. I klubben køres der både landevejsløb og MTB-løb under licens fra Danmarks Cykle Union (DCU). Gennem de mange aktiviteter, træning, træningslejre og cykelløb mm., skabes der gode rammer for træning og godt kammeratskab. Vi har plads til alle - den nystartede, de garvede og den ambitiøse. Læs mere her: https://www.hcc1960.dk

Tilbage