Ekstraordinær kongres i Danmarks Cykle Union
Tirsdag den 18. februar blev der afholdt ekstraordinær kongres i Danmarks Cykle Union.
Dagsordenen havde tre punkter:
Afstemning om mistillidsvotum til konstitueret formand Johnny Lillelund.
Eventuelt valg af ny formand.
Valg af tre bestyrelsesmedlemmer til bestyrelsen.
Fra Danmarks Cykle Unions repræsentantskab var der fremmødt i alt 33 medlemmer ud af 35 stemmeberettigede.
Afstemning om mistillidsvotum
Resultatet af afstemningen blev, at 22 stemte JA til mistillid til konstitueret formand Johnny Lillelund.
10 stemte NEJ og én stemte blankt.
Der er således udtrykt mistillid til Johnny Lillelund.
Valg af ny formand
Som formand frem til den ordinære kongres, havde Morten Anderson meldt sit kandidatur. På dagen meldte Jesper Thiesen ligeledes sit kandidatur.
Forsamlingen valgte Morten Anderson, der således er formand for Danmarks Cykle Union frem til den ordinære kongres 23. marts 2025.
Valg af tre bestyrelsesmedlemmer til bestyrelsen
Jens Albagaard og Kirsten Herup Søvang fortsætter i bestyrelsen frem til ordinær kongres.
Udover disse var følgende opstillet: Jesper Thiesen, Jan Bo Petersen, Anika Rasmussen, Morten Madsen, Bjarne Kratholm og Mai Myrhøj Tolstrup.
Mai Myrhøj Tolstrup og Jesper Thiesen opnåede flest stemmer og er således jf. DCU’s love valgt frem til kongressen i 2026. Morten Madsen er valgt frem til ordinær kongres 23. marts 2025.