Dobbelt nominering for dobbelt verdensmesterskab
Julie Norman Leth og Amalie Dideriksen er de eneste to nominerede til prisen som Årets Cykelrytter (K) 2024. De to verdensmestre deler æren for deres utrolige præstation ved VM i banecykling, hvor de sammen triumferede i parløb. Julie er samtidig også nomineret individuelt for sin enestående karriereafslutning med to verdensmesterskaber i samme weekend.
Elitechef Morten Bennekou udtaler:
”Hvilken eventyrlig måde at afslutte en flot karriere med mange store resultater på! Julie blev simpelthen dobbelt verdensmester i sine to sidste internationale løb på banen. Først i parløb og dagen efter i pointløb. Og så med det kuriosum, at Julie ni måneder inden fødte sit første barn. Der er næppe nogen, der vil være uenig i, at det afføder en helt oplagt nominering til prisen som ”Årets Cykelrytter 2024”.”
Julie Norman Leth blev mor tidligere på året, men trods den store livsomvæltning formåede hun at kæmpe sig tilbage i topform og repræsentere Danmark ved OL. Efterfølgende satte hun prikken over i’et med VM-guld i parløb sammen med Amalie Dideriksen og dagen efter endnu et verdensmesterskab i pointløb. Årets præstationer markerer samtidig afslutningen på Julies imponerende karriere.
OM ÅRETS CYKELRYTTER
Den hæderfulde pris Årets Cykelrytter har siden 1976 været en fast tradition i dansk cykelsport og gives til de ryttere, der har leveret de mest imponerende resultater i det forgangne år. Prisen har siden 2021 været opdelt i to kategorier – én for mandlige ryttere og én for kvindelige ryttere.
De nominerede er i år udvalgt af elitechef Morten Bennekou og de danske landstrænere. Alle licenshavere under DCU har stemmeret, når vinderen skal findes blandt de nominerede.
Hold øje med flere nyheder om de øvrige nominerede i den kommende tid – og husk at tjekke din mail i midten af december, hvis du har licens under DCU.
Nominerede:
Årets Cykelrytter (M) 2024
- Michael Mørkøv og Niklas Larsen (OL- og VM-bronze i parløb)
- Jonas Vingegaard (2.plads i Tour de France, samlede sejre i O Gran Camiño, Tirreno-Adriatico og Polen Rundt)
- 4 km-holdet (VM-guld, EM-sølv)
- Simon Andreassen (bl.a. VM-guld MTB marathon, EM-guld XCC, EM-sølv XCO)
- Sidste nominerede sløres 8/12
Årets Cykelrytter (K) 2024
- Amalie Dideriksen og Julie Norman Leth (VM-guld i parløb)
- Julie Norman Leth (VM-guld i parløb og pointløb)