DM i Gravel er flyttet
Selvom datoen for Gravel DM har været fastlagt i den danske kalender, har det vist sig at den kolliderer med begge de internationale mesterskaber (VM og EM).
Arrangørerne er glade for at kunne meddele, at DM i Gravel cykling nu har fundet en fast dato, nemlig søndag den 22. september, hvor det danske mesterskab vil blive afholdt i Holstebro. Dette spændende arrangement er resultatet af et samarbejde mellem Adventure Cycling, Holstebro Cykel Klub og Danmarks Cykle Union.
Holstebro byder på noget af det bedste Gravel i Danmark, og deltagerne vil opleve de udfordrende og naturskønne ruter i området. Med et varieret terræn og smukke landskaber lover Holstebro at levere en unik og mindeværdig oplevelse for alle deltagere.
Arrangørerne ser frem til at afholde det 2. Gravel DM og forventer, at det bliver en festlig begivenhed, ligesom det var i Vejle sidste år. Håbet er at se mange ryttere til start og ligeledes mange tilskuere, til en dag fyldt med spænding og gode oplevelser.
Holstebro og alle involverede parter byder deltagerne velkommen til en dag med fantastisk gravel cykling. Yderligere info vil løbende blive opdateret på Sportstiming.