Det er endelig blevet tid til Shimano MTB Liga
Ruten, der skal køres på, er med dele af det officielle spor i Geels Skov, men til årets C2-løb har Holte Mountainbike Klub sammen med sporgruppen lagt et par nye, spændende områder ind. Her bliver der fokus på nogle alternative linjer, så der er lidt for enhver smag.
Første afdeling bliver også den første styrkeprøve mellem de danske MTB-ryttere, og har man den samlede sejr som årets mål, er det med at få begyndt pointhøsten.
"Vi forventer som altid et løb i vanlig HMTBK-stil med god stemning på pladsen, glade deltagere og et rigtig fedt track, hvor glæden kommer frem i alle," siger løbsarrangør Poul Kristensen fra Holte Mountainbike Klub.
Klubben vil sørge for at skabe de bedste rammer på pladsen bag Rudersdal Rådhus, hvor der vil være mulighed for at købe mad og drikke.