Gå til hoved-indhold

DCU får ny leverandør af cykeltøj

14.01.2025
  • 1 af 1
    Foto: DCU/Dan Møller
2025 byder på nyt spændende samarbejde mellem Danmarks Cykle Union og tøjproducenten Alé.

Netop som kalenderen er skiftet til 2025, kan Danmarks Cykle Union melde ud om et helt nyt og spændende partnerskab. Det Italienske brand Alé skal fremover producere det tøj som de danske landsholdsryttere, i de forskellige discipliner, skal køre i. DCU siger således farvel til Parentini, som man har haft et årelangt samarbejde med, og goddag til det nye partnerskab med italienske Alé.

Alé vil klæde de danske landsholdsryttere på med tøj fra deres PR-S 2.0 linje, der er dedikeret til professionelle cykelryttere. Nøgleordene for Alé’s produktion er høj åndbarhed, maksimal komfort og holdbarhed under de mest krævende forhold. Samarbejdet vil også omfatte udviklingen af ​​en replika-kollektion dedikeret til danske cykelfans.

Alé er et af de store anerkendte brands og det er to partnere der ser frem til et stærkt samarbejde.

”Vi er stolte over at præsentere vores nye tøjpartner Alé og vi glæder os til at tage fat på samarbejdet”, siger Ulrich Gorm Albrechtsen, Kommunikations- og Kommerciel Chef, Danmarks Cykle Union, og fortsætter: ”Med Alé har vi fået en stærk partner, der nu tager over på udvikling- og produktion af cykeltøj til vores forskellige landshold, ligesom Alé vil udvikle en såkaldt replika kollektion til de mange danske cykelfans.
Alé er en af de helt store spillere på markedet og vi er stolte over at de har valgt at kigge i vores retning. Det bliver et samarbejde som i den grad vil løfte os videre i udviklingen af noget af det allerbedste cykeltøj.”


Hos Alé ser man også frem til partnerskabet. Alessia Piccolo, adm. Direktør siger:
"Det er en ære for os at være blevet valgt af et forbund, der i de senere år har vist sig at være førende på banen, og som vi er sikre på, også vil kunne opnå flotte resultater ved de næste verdensmesterskaber på landevej. Hos Alé stiller vi alle teknologier og knowhow til rådighed, for at hjælpe atleter med at nå deres mål"

Flere af de danske landsholdsryttere har allerede testet det nye tøj på årets første træningslejre og senere får de danske cykelmotionister også mulighed for at iklæde sig de danske farver, idet det design, som nu bæres af de danske landsholdsryttere, også tilbydes de mange fans, i den såkaldte replica kollektion, der kommer til salg på DCU’s webshop.
Du kan allerede nu forudbestille HER

Tilbage