Gå til hoved-indhold

DCU byder Pumptrack velkommen med internationale konkurrencer i Hvidovre

27.06.2024
  • 1 af 1
    Foto: Frida Berglund
Pumptrack – et sted til sjov og udvikling, og en inkluderende og alsidig cykeldisciplin

“Pumptrack” er en cykeldisciplin, der kombinerer sport, leg og færdighedsudvikling i én underholdende og udfordrende aktivitet. Den er velegnet for alle aldre og færdighedsniveauer, hvilket gør den både inkluderende og alsidig. Uanset om du har et barn på en løbecykel, er en erfaren mountainbiker, eller en professionel BMX-rytter, så byder pumptracks på muligheder for fysisk aktivitet, sportslig udfoldelse og sjov for alle.
En pumptrack består af en lukket bane som typisk er asfalteret og designet med “pukler” og kurvede sving. Disse elementer tillader ryttere at "pumpe"/generere fart ved at bruge op- og nedbevægelser med arme og ben, snarere end at træde i pedalerne. Noget unikt ved pumptracks er nemlig, at man kan køre på nærmest alt med hjul (dog uden motor), og at de samme elementer på banen kan tilbyde forskellige udfordringer og muligheder, afhængigt den individuelle rytters færdighed og foretrukne køretøj i form af rulleskøjter, skateboard, løbehjul og alle former for cykler, hvilket gør det muligt at udføre alt fra sikre rul i lav fart, til hurtige hop og manuals i høj fart - og alt derimellem. Pumptracks er en platform der tjener som både legepladser og træningsfaciliteter, hvor fællesskaber kan samles, og hvor alle fra de yngste til de ældste kan udvikle deres cykelfærdigheder, udfordre sig selv, og have det sjovt sammen.

I 2019 blev Pumptrack anerkendt som en officiel cykeldisciplin af Det Internationale Cykelforbund (UCI), hvilket har øget disciplinen og banernes popularitet, og senere ført til internationale mesterskaber som Velosolutions UCI Pump Track World Championships og Scandinavian Pump Track Series.

I Danmark tager disciplinen også fart. I 2024 er blev Pumptrack anerkendt som officiel cykeldisciplin af Danmarks Cykle Union (DCU), og der findes i dag to baner i Danmark; Tårnby Pumptrack på Amager, og den seneste: Hvidovre Pumptrack.

Hvidovre Pumptrack og Hvidovre Trail
Hvidovre Pumptrack blev udtænkt af Hvidovre Trail. I et tæt samarbejde med Velosolutions Scandinavia og Hvidovre Kommune, var foreningen en afgørende drivkraft i at gøre idéen til virkelighed. Hvidovre Pumptrack åbnede således i efteråret 2023, lige ved siden af Hvidovre MTB Spor, hvor Hvidovre Trail holder til.
Siden etableringen har Hvidove Trail fortsat samarbejdet med Velosolutions Scandinavia, og står således i spidsen for sommerens helt store cykelbegivenheder: Velosolutions UCI Pump Track World Championships Qualifier og Scandinavian Pump Track Series, som afholdes i Danmark for første gang, på Hvidovre Pumptrack henholdsvis d. 10 og 11 august.

Anders Gammelmark, formand i Hvidovre Trail glæder sig til det store event: "Hvidovre Pumptrack er ikke bare en asfalteret cykelbane; det er et sted hvor folk i alle aldre kan mødes og have det sjovt, og det er fedt at se, hvordan et sådant sted naturligt bringer folk sammen, særligt om dét at cykle og have det sjovt på cykel. Det er med stolthed og glæde at vi kan få to internationale Pumptrack-begivenheder til Danmark og til Hvidovre. Vi glæder os til at se både lokale og internationale deltagere have det sjovt og give den gas til sommerens begivenheder!"

De to begivenheder på Hvidovre Pumptrack vil blive afholdt lørdag den 10. august og søndag den 11. august, så både deltagere og tilskuere kan forvente en weekend fyldt med sjov, underholdning,adrenalin og spænding - Det er en fantastisk mulighed for at se nogle af de bedste ryttere i verden og nyde en rigtig cykelfest med familie og venner - der vil være noget for enhver smag!
Find yderligere information HER
Tilmelding og reglement finder du HER


Om Hvidovre Trail:
Hvidovre Trail drives af frivillige medlemmer og er etableret på baggrund af samarbejde med Hvidovre Kommune omkring Hvidovre MTB spor. Foreningens vision er at skabe et fællesskab med bredde og plads til alle som vil dyrke MTB-sporten, udvikle deres færdigheder, samt skabe grundlag for socialt samvær og venskaber. For yderligere information, besøg Hvidovre Trail

Om Velosolutions Scandinavia:
Velosolutions Scandinavia er med base i Åre, Sverige, er den skandinaviske afdeling af det schweiziske selskab Velosolutions. Velosolutions er verdensledende indenfor design og konstruktion af pumptracks. Med over 500 pumptracks i 32 lande er Velosolutions kendt for deres høje standard,  holdbarhed og unikke designs, og deres baner er let genkendelige på de karakteristiske "røde linjer”
Velosolutions bygger også andre typer af cykelområder, såsom MTB flow- og enduro-stier til veludviklede børneområder sammen med hele trail-centre og cykelparker. Velosolutions Scandinavia er aktiv i Sverige, Norge, Finland og Danmark.
For yderligere information, besøg Velosolutions HER

 
Tilbage