Danmarks U23 VM-hold er klar
De udtagne ryttere til U23 VM-linjeløbet er:
- Rasmus Søjberg Pedersen (Decathlon AG2R La Mondiale Development Team)
- Simon Dalby (Uno-X Mobility Development Team)
- Morten Aalling Nørtoft (Team Visma | Lease a Bike Development)
- Emil Schandorff Iwersen (BHS - PL Beton Bornholm)
- Kasper Andersen (Hagens Berman - Jayco)
- Henrik Breiner Pedersen (Uno-X Mobility Development Team)
"Det bliver en utroligt udfordrende rute i Schweiz," udtaler cheflandstræner Anders Lund om den 173,6 km lange linjeløbsrute, der byder på hele 2480 højdemeter. "Jeg har udtaget nogle ryttere, der er formstærke, og som, på deres bedste dag, har potentialet til at levere et stærkt resultat, men vi må være realistiske og erkende, at vi ikke hører til blandt favoritterne."
Den kuperede rute er ikke til fordel for de danske ryttere, og U23 VM har traditionelt været en vanskelig udfordring for Danmark. "Der er flere World Tour-ryttere til start i U23-klassen, som vores hold normalt ikke konkurrerer mod. Det ændrer løbets dynamik og gør det sværere for os end ved for eksempel en Nations Cup," forklarer Lund.
Tidligere er det offentliggjort, at Rasmus Søjberg Pedersen og Kristian Egholm skal køre U23-enkeltstarten ved VM.