Gå til hoved-indhold

Cykelglæde og fællesskab: Stjær e-Cycling samlede ryttere fra hele landet

25.03.2025
  • 1 af 1
Lørdag d. 22. marts afholdt Stjær e-Cycling Friendly Ride til stor fornøjelse for både arrangørerne og de fremmødte.
 

Der var blevet lagt op til en lørdag i cyklingens tegn, og hele 22 fremmødte havde hoppet i cykelskoene og var mødt op i Skanderborg, hvor turen fandt sted. Gruppen blev delt op, så der var mulighed for at køre i to forskellige tempi. Begge grupper for anført af guides fra Stjær e-Cycling Friendly.

Der var både fremmødte fra Sønderjylland, Odense, København og naturligvis også fra lokalområdet. Der blev kørt mellem 10 og 40 kilometer på en runde på 10 kilometer. Humøret var højt, snakken flød ufortrødent mellem deltagerne, og der blev udvekslet gode råd på kryds og tværs.

 

Stjær e-Cycling – en klub, der rummer flere discipliner

Selvom Stjær e-Cycling har sit hovedfokus på E-cykling, udelukker det ikke medlemmer, der har deres primære interesse i mountainbike-, gravel- eller landevejscykling. Klubben rummer alle, der er glade for god motion og synes, sporten er spændende. Og så kan man være medlem, uanset hvor i landet man er fra.

”Det er ikke et krav at være medlem af klubben for at køre på et af vores hold. Det koster 59 kroner at blive medlem. Jeg tror, at der er mange, der tænker, at vi er mere et cykelfællesskab fremfor en cykelklub, og det er jo også fifty-fifty, om vi er det ene eller det andet, men i og med, at vi er en klub, tilbyder vi også, at man kan køre med licens,” siger Peter Stjær Person, formand for Stjær e-Cycling.

Klubben består af 80 glade og aktive medlemmer og er blandt andet kendt som medarrangør af både Zwift-ligaen og danmarksmesterskaberne i E-cykling. Klubben eksperimenterer til disse events med livestreams. Klubben har både et herre- og kvindehold og deltager også aktivt i Bkool-Ligaen.

”Vi drømmer om at bryde barrieren mellem ude- og indesport. Alle vores medlemmer cykler på landevejen. Vi har et fællesskab, hvor man føler, at man hører til, og vi er nogle, der glæder os til at se hinanden – virtuelt som i virkeligheden. Vi mødes om sommeren for at køre flere løb udenfor, og så mødes vi til flere sociale arrangementer.”

Hele foretagendet er landsdækkende, og der bliver afholdt arrangementer i hele landet. Klubben er også at finde på flere sportsmesser, hvor de agerer ambassadører for E-cykling.

Tilbage