Gå til hoved-indhold

Bording Cuppen sparkes i gang med udfordrende rundstrækningsløb

26.03.2025
  • 1 af 1
Vi begynder for alvor at kunne mærke foråret. Kæderne er smurt, og cykelstellet er pudset og poleret. Det er tid til at skyde årets Bording Cup i gang.
 

Det betyder naturligvis også, at det er tid til at sende den danske A-klasse i ilden, når årets Bording Cup indledes i Vejen lørdag d. 29. marts. Det er andet år i træk, at Vejen Bicycle Club arrangerer åbningsløbet. Sidste år var en stor succes, hvor fremmødet var flot, og cykelløbet lige så.

”Det er faktisk tredje gang i træk, vi arrangerer en cup for DCU. For to år siden var vi i Gesten, men vi har igen valgt at starte og slutte i Askov og dermed udelukkende køre i Vejen Kommune, hvor terrænet omkring Kongeådalen absolut også er udfordrende,” siger Søren De Place Knudsen, formand for Vejen Bicycle Club, i en pressemeddelelse.

Sidste år var løbet præget af adskillige grusvejsstykker, som i år er fjernet fra profilen. Derimod skal feltet over Djævlebakken mellem Københoved og Foldingbro – et sted, hvor man som tilskuer passende kunne sætte sig, hvis man ønsker at se godt cykelløb.

Sidste år vandt Phillip Mathiesen (Team CO:PLAY-Giant Store) foran Kristian Egholm (Lidl-Trek Future Racing) og Victor Grue Enggaard (BHS-PL Beton Bornholm). Hvad dette års løb ender ud med, kan man kun gisne om.

Løbet er et rundstrækningsløb, hvor herrerne kører seks omgange, mens kvinderne kører fire.

”For at gøre arrangementet mere publikumsvenligt har vi valgt at lade både damer og herrer køre rundstrækninger, hvorved målet i Askov passeres hele seks og ni gange,” uddyber Søren De Place Knudsen.

Elite-damefeltet kører 118 km med start fra Askov Skole klokken 9.00 og forventet opløb omkring kl. 12.00. Eliteherrerne kører 188 km med start kl. 13.30 og forventet opløb ca. kl. 17.15.

Bording Cuppen består af fire afdelinger, hvor man samler point med sine placeringer. Vinderen står tilbage med seriens gule førertrøje.

Tilbage