Gå til hoved-indhold

Baneryttere udtaget til OL

04.07.2024
  • 1 af 1
    Foto: SWpix
Syv baneryttere er udtaget til OL i Paris. Blandt andet Julie Norman Leth, der tidligere på året fødte sin og Lasse Norman Leths søn.

Mindre end et halvt år efter at have født er Julie Norman Leth udtaget til OL i Paris, hvor hun sammen med Amalie Dideriksen skal forsvare deres sølvmedaljer i parløb fra Tokyo-legene.

Det har i sagens natur ikke været nemt at håndtere fødsel, amning og træning, men første del af missionen er lykkedes, for hun er blandt de baneryttere, der nu er udtaget til OL i Paris.

”Jeg er stolt over, at det lykkedes at komme med til OL, og det klapper jeg mig selv på skulderen over. Men det er ikke udtagelsen, der er målet for mig. Mit mål er at stå helt skarp sammen med Amalie den 9. august, hvor parløbet afvikles. Jeg er forsvarende OL-medaljevinder, så jeg deltager ikke ved OL for at få en tøjpakke,” siger 31-årige Julie Norman Leth.

Hun har svært ved at vurdere, hvor hun og Amalie Dideriksen står. Af indlysende årsager har de ikke kørt så mange parløb sammen de seneste år.

”Inden OL i Tokyo havde vi heller ikke kørt sammen i halvandet år på grund af corona, og her gik det jo godt, så det giver en vis ro. Jeg ved, at Amalie kører stærkt, og jeg bliver bedre hele tiden. Jeg stoler på dem omkring mig, og min træner siger, at jeg lige nu er endnu længere, end han havde forventet på forhånd,” siger hun.

Ud over Julie Norman Leth og Amalie Dideriksen er Rasmus Lund, Carl-Frederik Bévort, Niklas Larsen, Frederik Rodenberg og Lasse Norman Leth blevet udtaget til 4.000 meter holdløbet – sidstnævnte som reserve.

Hos kvinderne skal Amalie Dideriksen ud over parløbet køre omnium, mens det først senere bliver besluttet, hvem der skal køre omnium og parløb hos herrerne. I forhold til parløb er Michael Mørkøv også i spil. Han er udtaget til landevejsløbet, men man må gerne ’låne’ en enkelt rytter fra en anden cykelsportsgren.

Beslutningen om, hvilke af de udtagne ryttere, der skal køre omnium og parløb hos herrerne, kan trækkes til kort tid, inden konkurrencerne går i gang.

Ambitionen er medaljer

Baneherrerne har vundet medaljer ved hvert eneste OL siden 2008, og det er også ambitionen at vinde metal i Paris.

”Jeg håber, vi igen kan vinde medaljer. Vi følger en model i optakten, som har virket tidligere, og som vi stoler på. I forhold til fordelingen af pladserne til omnium og parløb, så venter jeg med det, til vi har haft alle på banen og fået et indtryk af, hvor skarpe de er,” siger landstræner Casper Jørgensen, der i øjeblikket er i Livigno på højdetræningslejr med de fleste af banerytterne. Casper Jørgensen var selv med til at vinde OL-sølv i holdløbet tilbage i 2008.

Med de syv baneryttere er alle cykelryttere nu udtaget til OL.

Tilbage