Bag kulissen i DCU’s kommunikation
I Danmarks Cykle Union (DCU) arbejder vi hver dag for at formidle de mange facetter af cykelsporten – fra motion til elite. Med ni forskellige discipliner at dække (bane, BMX, landevej, MTB, cyklecross, trial, e-cykling, pumptrack og gravel) kræver det en strategisk tilgang til kommunikation. Vi skal sikre, at alle cykelentusiaster føler sig set og hørt.
Målrettet kommunikation for optimal effekt
Med et mediebillede i konstant forandring tilpasser vi løbende vores kommunikation, så vi rammer de rette mennesker med det rette indhold. Vi arbejder tæt sammen med medier og journalister for at sikre, at historierne når bredt ud – og vi „håndbærer” ofte de vigtigste historier direkte til relevante redaktioner.
For at styrke vores egen dækning og sikre, at vi rammer både udøvere og fans, har vi opdelt kommunikationen på forskellige platforme:
Sociale medier:
Facebook
- Danmarks Cykle Union: Fokus på både elite og bredde og forbundsnyt
- CyklingDanmark.cc: Fokus på motion og bredde
- Disciplinsider: Varetages af disciplinudvalgene
- DCU Landshold: Indhold om landshold og DM – for fans
- CyklingDanmark.cc: Indhold om motion, klubaktiviteter og løbsserier
- Danmarks Cykle Union: Erhvervsrelateret indhold
YouTube
- CyklingDanmark.cc: Reportagevideoer, tutorials og meget mere inspiration
Hjemmesiden:
- Cyklingdanmark.dk fungerer som en fælles platform for nyheder, kalender og praktisk info samt en dedikeret community-side
Nyhedsbreve:
- Direkte kommunikation til over 14.000 modtagere, der elsker cykling
Hvorfor skelne mellem kanaler?
Ved at målrette vores kommunikation kan vi levere engagerende indhold til både fans af dansk elitecykling og de mange motionister, der skaber liv i sporten lokalt. Vi følger en trend, som ses i andre store forbund, hvor selektion af kanaler skaber tydeligere budskaber.
Synlighed i eksterne medier
Udover egne kanaler arbejder vi aktivt på at sikre dækning i eksterne medier – fra landsdækkende aviser til lokalpressen. Det kan være alt fra SportLives dækning af Shimano MTB Liga og Bording Cup, til artikler i landsdækkende medier om landsholdet og store events som PostNord Danmark Rundt og VM på hjemmebane.
Vi ved dog, at landsdækkende medier ofte prioriterer eliten. Derfor opfordrer vi klubber og arrangører til at tage tæt kontakt med lokal- og regionalmedier. Vores presse- og SoMe-guides, som kan findes på hjemmesiden, giver gode råd til at øge synligheden lokalt.
Teamet bag kommunikationen
Vores kommunikationsteam består af tre dedikerede medarbejdere:
Ulrich Gorm – Kommunikations- og kommerciel chef, ansvarlig for strategi og pressekontakt
Fie Pedersen – Kommunikationsmedarbejder med fokus på landshold, elite og events
Sigrid Emborg – Projektleder for CyklingDanmark.cc, der dækker klubber, motion og bredde
Vi vil meget gerne lave historier fra lokale løb, cups, events og aktiviteter – for det er på den måde, at vi får cykelsporten ud at leve. Derfor hører vi meget gerne fra klubber, arrangører, events mv., hvis der ligger en spændende historie, der fortjener at blive delt. Man er altid velkommen til at ringe eller skrive til os, så laver vi gerne noget sammen.
Vi stræber efter at være til stede, hvor det giver mest værdi.
- sammen skaber vi en cykelsport, der engagerer hele Danmark.