Gå til hoved-indhold

Aalborg inviterer til en cykelfest i verdensklasse

23.08.2024
  • 1 af 1
Fra torsdag den 29. august til og med søndag den 1. september, bliver Aalborg centrum for en kæmpe cykelfest

Verdensmesterskaberne for amatører, UCI Gran Fondo World Championship indtager Aalborg. Og deltagelsen er nu i sig selv også en verdensrekord. Mere end 3.200 deltagere er tilmeldt. Det er det højeste antal deltagere i UCI Gran Fondo World Championship nogensinde. Over 3000 passionerede cykelryttere, fra 74 lande har allerede meldt sig til denne gigantiske cykelfest – og de er klar til at give den gas!

Aalborgs gader vil summe af liv, når deltagerne klikker i pedalerne. Cykelryttere fra alle verdens hjørner kæmper for æren og de eftertragtede medaljer. Der er lagt op til spændende dage med tre intense løb, hvor du kan komme helt tæt på actionen.

Torsdag den 29. august skydes festen i gang med en enkeltstart, hvor over 700 ryttere allerede har tilmeldt sig. Fredag den 30. august står den på holdløb med start og mål ved Musikkens Hus, og der er plads til 25 hold. Søndag den 1. september kulminerer det hele med linjeløbet, hvor over 2.500 ryttere vil kæmpe om podieplaceringerne.

De tre ruter bliver alle kørt med Aalborg som udgangspunkt.
Torsdagens enkeltstart finder sted i den vestlige del af Aalborg, mens holdløbet bliver kørt i hjertet af Aalborg med mål og start ved Musikkens Hus. Søndagens linjeløb vil sende rytterne fra Aalborg Centrum og en tur syd for Aalborg, hvor den sydvestlige del af Aalborg Kommune og Rebild Kommunes vejnet udgør ruten.

På Gran Fondo Aalborgs hjemmeside kan du finde masser af relevante informationer.
Du finder siden på DETTE LINK

Borgmester Lasse Frimand Jensen opfordrer alle til at komme ud og heppe langs ruten:
”Jeg håber mange møder op og hepper langs ruten, som går gennem flere af Aalborgs bydele og bevæger sig ud i vores nabokommuner. I Aalborg har vi efterhånden været vært for mange cykelløb, og det er glædeligt, at vi kan bygge videre på tidligere succeser.  Det betyder meget for mig, at vi både kan fremvise elite og breddesport. Vi har i forbindelse med løbet haft et unikt samarbejde med DCU, Sport Event Denmark og Aalborg Cykle-Ring, som uden tvivl afspejler sig i de mange tilmeldinger”, fortæller borgmester Lasse Frimand Jensen.
Hos Sport Event Denmark er forventningerne også i top. Direktør Lars Lundov udtaler: ”Der er ingen tvivl om, at alle de ryttere, der har sat kursen mod Aalborg, kommer for at kæmpe om de regnbuefarvede trikoter. Tilmeldingerne triller ind og medfører deltagerrekord. Med masser af elitecykelevents i bogen er det fantastisk også at kunne byde velkommen til amatørryttere fra alle kontinenter. Sammen med Danmarks Cykel Union og Aalborg Kommune forbereder vi i en fest for alle,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Så kom og vær en del af festen, når Aalborg byder velkommen til cykelryttere og fans fra hele kloden. Dette bliver en oplevelse, du ikke vil gå glip af!

Gran Fondo løbsprogrammet ser således ud:

Torsdag den 29. august - Enkeltstart
Adresse: KFUM, Under Lien 77, 9000 Aalborg
Kl. 09.00-12.00 Enkeltstart - Heat 1
Kl. 13.00-16.00 Enkeltstart - Heat 2
Kl. 16.00 Præmieoverrækkelse

Fredag den 30. august - Holdkørsel
Adresse: Musikkens Hus, Musikkens Pl. 1, 9000 Aalborg
Kl. 18.00-18.45 Mulighed for opvarmning på ruten
Kl. 19.00-20.00 Holdkørsel
Kl. 20.30 Præmieoverrækkelse

Søndag den 1. september - Linjeløb
Start/mål: Vingårdsgade, 9000 Aalborg / Budolfi Plads, 9000 Aalborg
Kl. 09.00 Første gruppe ryttere sendes afsted
Kl. 10.10 Sidste gruppe ryttere sendes afsted
Kl. 12.45 Første rytter forventes i mål
Kl. 13.30 Præmieoverrækkelse begynder

Se det fulde program på DETTE LINK

Om UCI Gran Fondo World Championship:
UCI Gran Fondo World Series er en række UCI-godkendte cykelløb, som bliver afviklet over hele verden. Deltagerne har i år skullet kvalificere sig ved et af de 28 kvalificerende løb. I juni var Danmark vært ved et af disse kvalifikationsløb i Svendborg.
The UCI Gran Fondo World blev lanceret i 2011 og var i Nordjylland i 2016, hvor Hobro og Aalborg delte værtskabet mellem sig. The UCI Gran Fondo-konceptet fokuserer på stærke ryttere, som ikke er professionelle, tidligere professionelle, der stadig nyder at konkurrere på et højt niveau, og seriøse amatørryttere.

Deltagende lande:
Algeriet, Andorra, Australien, Belgien, Bolivia, Bosnien Hercegovina, Brasilien, Bulgarien, Canada, Chile, Colombia, Costa Rica, Cypern, Danmark, Ecuador, Egypten, Estland, Filippinerne, Finland, Forenede Arabiske Emirater, Frankrig, Grækenland, Holland, Hong Kong, Indien, Indonesien, Iran, Irland, Island, Israel, Italien, Japan, Jordan, Kasakhstan, Kenya, Kina, Kroatien, Letland, Libanon, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Marokko, Mexico, Mongoliet, New Zealand, Norge, Panama, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Serbien, Sierra Leone, Singapore, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Sydafrika, Tanzania, Thailand, Tjekkiet, Trinidad og Tobago, Tyrkiet, Tyskland, Ukraine, Ungarn, Uruguay, USA, Venezuela og Østrig.  

 
Tilbage